Tvind-sag til Højesteret

Højesteret bør på banen i spørgsmålet om, hvorvidt de fem tiltalte fra Tvind skal varetægtsfængsles in absentia eller ej.

Det mener en af forsvarerne, der siger, at han nu vil forsøge at få appelleret landsrettens kendelse til landets øverste domstol. Det kræver dog en særlig tilladelse.

- Jeg vil søge om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe spørgsmålet for Højesteret, siger advokat Lars Kjeldsen til Ritzau.

Vestre Landsrets afgørelse kom torsdag formiddag efter adskillige timers diskussion, hvor forsvarerne protesterede imod anklagernes krav.

- Jeg noterer mig, at landsrettens dommere og domsmænd har nået at votere i tidsrummet fra onsdag klokken 18 til torsdag klokken 10, siger advokat Lars Kjeldsen.

I kendelsen om varetægtsfængsling lægger Vestre Landsret vægt på, at Tvinds talsmand, Poul Jørgensen, i 2009 blev fundet skyldig i underslæb og skattesvig.

Landsretten mener, at der en begrundet mistanke om, at også Mogens Amdi Petersen, Marlene Gunst, Kirsten Larsen, Christie Pipps samt Sten Byrner har deltaget i den grove økonomiske kriminalitet.

Og da der er grund til at tro, at de fem forsøger at undgå straffesagen, er betingelsen for varetægtsfængsling opfyldt, lyder det.

Kendelsen har straks fået politiet til at iværksætte en international anholdelsesbeslutning gennem Interpol.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV