Tyskerne i chok over svensk mirakel

Tysklands landstræner, Joachim Löw, er fuldstændig uforstående over for, at hans hold kunne lukke fire mål ind i de sidste 30 minutter af VM-kvalifikationskampen mod Sverige i Berlin.

- Det er normalt umuligt at smide en 4-0-føring væk. Jeg er chokeret. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Joachim Löw ifølge det internationale fodboldforbunds (Fifa) hjemmeside.

- Alle i omklædningsrummet er helt stille. Jeg er mundlam, siger den normalt veltalende landstræner.

Tyskland var på vej mod at afslutte fire perfekte dage i VM-kvalifikationen med en ydmygelse af Sverige, som må betegnes som Tysklands største konkurrent til førstepladsen i gruppe C og den direkte billet til VM i Brasilien om to år.

Fredag vandt Tyskland 6-1 ude over Irland, og tyskerne var altså ved at sætte de to største konkurrenter i gruppen til vægs med samlet 10-1.

I den sidste halve time kollapsede den normalt velsmurte tyske fodboldmaskine dog fuldstændig mod Zlatan Ibrahimovic og co.

- Noget som dette burde aldrig kunne ske for et hold i topklasse, siger den tyske anfører, Philipp Lahm.

- Naturligvis troede vi, at vi havde lukket kampen ved 4-0, og det er helt normalt. Men vi mistede koncentrationen, begik fejl, og pludselig scorede Sverige fire mål, siger anføreren.

Tyskland fører dog stadig gruppen med 10 point efter fire kampe.

Sverige er nummer to med syv point for tre kampe.

 

Dagens Gossip