Udskældte Mario Götze takker fans for støtte

Borussia Dortmunds udskældte stjernespiller Mario Götze siger tak til klubbens fans, fordi de støttede ham på Signal Iduna Park under 4-1-sejren onsdag over Real Madrid i Champions League-semifinalen.

Den 20-årige offensivspillers kommende skifte til rivalen Bayern München blev ellers afsløret tirsdag, og det var frygtet, at Dortmunds fans ville få svært ved at skjule deres mishagsytringer over det.

- Turbulente dage for jer, klubben og mig, skriver Mario Götze i en kortfattet besked på sin Facebook-profil.

- Tak for jeres støtte i går, afslutter han.

Mario Götze forlængede sidste år sin kontrakt med Borussia Dortmund frem til sommeren 2016.

I kontrakten var dog en frikøbsklausul, som betød, at en klub kunne købe Götze fri for et beløb på angiveligt 37 millioner euro, cirka 276 millioner kroner.

Det har Bayern München valgt at gøre, og det medførte massiv kritik af Götze fra både fodboldeksperter og fra Dortmund-fans på de sociale medier.

Borussia Dortmund har ifølge nyhedsbureauet dpa bekræftet, at frikøbsklausulen lød på det omtalte beløb.

Hvis Dortmund kommer i Champions League-finalen, kommer Mario Götze sandsynligvis til at stå over for sin kommende arbejdsgiver.

Bayern München vandt 4-0 hjemme over FC Barcelona i den første semifinalekamp mellem de to klubber.

/ritzau/

Dagens Gossip