Ugens vintest: Sammensat vin fra Californien løber med sejren

Villa san-juliette vin.

Så er vi klar med ugens vintest, og i denne uge bør du kigge (smage) lidt på den californiske Chorum.

For har du aldrig hørt om en vin der er sammensat af Shiraz, Cabernet Sauvignon, Merlot, Tempranillo, Mourvedre og Petit Verdot?

Jamen så har du det nu. Og ligeså sammensat og kompleks vinen er, ligeså indsmigrende og udfordrende er den.

Villa San-Juliette Chorum 2008 hedder den californiske vindervin, som herhjemme forhandles af a vinstouw for 139 kroner ved køb af seks flasker (sender over hele landet).

Ikke en vin i den helt billige ende - men ikke desto mindre et decideret fund til prisen. For det er et mesterværk af en vin. Alene duften er mere værd end vinens pris. Duften af sort trøffel vælter op af glasset, og efterlader en i trance lignende tilstand.

Fascinationen over vinen bliver ikke mindre, når den rammer tungen. Her mødes skarphed og blødhed, vulgaritet og pietisme, densitet og elegance i en symbiose, der efterlader en både konfus og forblændet.

Vinens mangfoldighed er næppe nogen tilfældighed. Bag vinen står den rasende talentfulde vinmager Adam LaZarre, der er kendt for at producere en lang række succesfulde value vine. Med Villa San-Juliette Chorum har hans ambition været, at producere den bedst mulige vin uden hensyntagen til en bestemt druesammensætning. Mission accomplished.

Testvinder

Villa San-Juliette Chorum 2008

******

Forhandler: a vinstouw

Pris: 139 kr.

Andre anbefalede vine: 

Edmeades Zinfandel 2009

******

Forhandler: Jysk Vin

Pris: 134 kr.

Kommentar: Californisk powervin i absolut bedste Zinfandel stil med masser af peber, punch, røg og tobak - sådan skal en Zinfandel skæres.

 

Amani Cabernet Franc-Merlot 2008

*****

Forhandler: Holte Vinlager

Pris: 125 kr.

Kommentar: Blød og elegant sydafrikansk vin med stor frugtsødme og fint afstemte pebertoner

 

Loan Front Block Shiraz 2010

*****

Forhandler: a vinstouw

Pris: 99 kr.

Kommentar: Klassisk lækker tæt frugtmoden Shiraz fra Barossa Valley med toner af peber, kaffe og tobak.

 

Catena Malbec 2009

*****

Forhandler: Philipson Wine

Pris: 99,95 kr.

Kommentar: Ren og veldefineret defineret argentinsk Malbec fra topproducenten Catena. Stor frugtfylde og sødme med elegance og præcision.

 

FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:

Stjerner         Vurdering

******          Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen          

*****            Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen

****              Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen

Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.

 Af Claus Forrai, finansbureauet.dk

Tegn gratis abonnement på FinansBureauets Nyhedsmagasin her:

 

 

 

Dagens Gossip