Uledsagede flygtningebørn oplever tæsk og dødsfald på rejsen til Skandinavien

13-årige Melad og 14-årige Anbar sidder på banegården i Flensburg. 

De har ingen jakker på, men er kun klædt i bukser og tynde trøjer, og deres få ejendele kan være i den lille lyserøde rygsæk, som Anbar holder tæt til sig. 

De har netop brugt nogle af deres få penge på at købe en kop the i en automat, som de deler mellem sig. Da Dagens.dk møder dem, har de allerede siddet mange timer i ventesalen på stationen.

Læs også: Video: Så mange flygtninge forsøger at komme til Danmark fra Tyskland

De skulle mødes med en ven, der ikke er dukket op. 

- Danmark, siger Melad, da vi spørger drengene, hvor de skal hen.

De har rejst over 6000 kilometer alene fra Kabul i Afghanistan for at komme til banegården i Flensburg, og der er en stor chance for, at de undervejs har oplevet ting, som de færreste børn bør udsættes for. 

For mange af de børn, der rejser alene til Skandinavien, kommer frem med nedsat høreevne efter at have fået lussinger på ørene, ligesom flere har været ombord på synkefærdige både, hvor folk er druknet for øjnene af dem.

- Vi har modtaget mange uledsagede børn, der er rejst fra Libyen og været ombord på både, der er sunket, siger Kristina Rosen, der er leder af transitcenteret i Malmø, hvor omkring 700 uledsagede børn ankommer til hver uge. 

Men det er ikke kun lussinger og døden på havet, de oplever. Ofte sker der ulykker på vejene, når menneskesmuglere overlæsser lastbiler med desperate flygtninge, og derfor oplever transitcenteret i Malmø en del børn, der kommer ind med skader i hovedet og brækkede knogler. 

Tysk politi: Vi bliver ved med at beskytte Danmarks grænse

Centeret i Malmø vurderer, at omkring halvdelen af de uledsagede børn har brug for psykologhjælp på et tidspunkt efter den farefulde rejse, og i første omgang forsøger man at gøre børnenes omgivelser så trygge som muligt ved at skrue ned for følelsen af at være på en institution, og i stedet give børnene følelsen af de er i et ganske almindeligt hjem. 

- Det der er mest slående efter deres ankomst er, at børnene er ekstremt trætte og ekstremt sultne. De kan spise uendeligt meget mad, siger Kristina Rosen til Reuters. 

Selvom en stor del af de uledsagede børn rejser gennem Danmark, så er det kun et fåtal af dem, der bliver her. Men dem der gør, er ofte i samme forfatning som dem i Sverige. 

- Vores erfaringer adskiller sig ikke væsentligt fra Sveriges. Vi oplever måske ikke helt de fysiske skader som i Sverige, men der er ingen tvivl om, at det er en hård tur, de har været på, siger Niels Svankjær Christiansen, der er udviklingskonsulent i Røde Kors. 

- Børn er meget mere sårbare end voksne overfor menneskesmuglere og folk, der vil dem ondt. Og derfor er vi også ekstra opmærksomme på dem, når de kommer ind til os, og vi sørger for, der bliver taget hånd om dem, hvis de har traumer efter turen eller fra oplevelser i deres hjemland, siger Niels Svankjær Christiansen til Dagens.dk

De fleste børn rejser alene, fordi deres forældre kun har råd til at sende et enkelt familiemedlem afsted, og ofte vælger de at send deres børn, fordi der er en stor risiko for, at eksempelvis ekstremister vil forsøge at rekruttere børnene som soldater. 

Læs også: Han spyttede sig til berømmelse: Nu tager nettet stygt pis på 'spyttemanden'. 

Det vurderes, at kun en ud af tre af de uledsagede børn nogensinde bliver genforenet med sine forældre. 

Men selvom det kan virke som en uoverstigelig proces at integrere de traumatiserede uledsagede flygtningebørn, så viser erfaringerne fra Sverige, at selvom antallet af tidligere uledsagede børn i arbejde er lavere end det svenske gennemsnit, så er det stadig højere end hos dem, der kommer til Sverige med deres forældre. 

På banegården i Flensborg er Melad og Anbars ven stadig ikke dukket op, da mørket falder på. De er derfor tvunget til at overnatte alene på den øde og kolde banegård, før de finder ud af, hvordan de kan rejse det sidste stykke til Danmark og søge asyl. 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV