Ungdomsparlamentet: Stemmeret til 16-årige

Der bliver spurgt på kryds og tværs, da Ungdomsparlamentet er samlet i folketingssalen for at stille spørgsmål til regeringen.

Parlamentet er en gruppe på 178 unge fra 8. og 9. klasse fra Danmark, Grønland og Færøerne, der mandag er mødt op med 60 konkrete lovforslag til statsministeren og otte andre ministre.

De politisk interesserede unge vil blandt andet gøre det muligt for 16-årige at stemme ved kommende valg.

- Vores forslag går ud på at nedsætte stemmeretten. At give unge stemmeret vil gøre det bredere. En 16-årig kan godt vide ligeså meget som en 50-årig. Hvad er ministerens mening om stemmeret til 16-årige, spørger Julie Bjerre Arnold fra Marstal Skole.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), styrer som vanligt debatten, og han giver ordet videre til justitsminister Morten Bødskov (S), der indtager talerstolen.

- Det er meget positivt, for vi skal have flere unge til at engagere sig i vores demokrati. Det er rigtigt nok, at undersøgelser på området har været positive.

- Så derfor er udgangspunktet, at vi i Justitsministeriet sidder og overvejer mulighederne for at give unge ned til 16 år stemmeret til Europaparlamentet, kommunalbestyrelsen og regionsrådet, siger justitsministeren.

Derpå giver Folketingets formand ordet videre til medspørger i lovforslaget Jonathan Gade Holm fra Ringkøbing Skole.

- Hvad ville ministeren sige til en valgretstest, der testede de 16-18-årige om deres viden inden for den moderne politiske verden. Kunne man så nedsætte valgretsalderen?

Det forslag er justitsministeren dog mindre begejstret for.

- Jeg synes ikke, der er behov for en særlig test, som man skal bestå for at kunne stemme.

- I mange kommuner har man undervisning i folkeskolen, hvor de unge får udvidet bevidstheden omkring kommunalpolitik. Det er den vej, jeg synes, man skal gå, siger Morten Bødskov.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV