Universitet nægter at opgive Penkowa-sag

Københavns Politi opgav i weekenden at rejse sag mod den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa for dokumentfalsk og bedrageri over for Københavns Universitet.

Det betyder dog ikke at Penkowa er renset for alle anklager. Tværtimod vurderer politiet, at de under en straffesag ville kunne bevise, at Milena Penkowa har begået dokumentfalsk i forbindelse med en række rotteforsøg.

Når sagen falder, skyldes det, at forfalskningen falder for straffelovens forældelsesfrist på fem år. Det fremgår af en skrivelse, som Københavns Universitet har modtaget fra Københavns Politi.

- Vi vil nu gennemgå anklagemyndighedens afgørelse minutiøst og efter rådgivning fra Kammeradvokaten afklare, om universitetet ønsker at forfølge sagen ved at klage til Statsadvokaten, siger prorektor på Københavns Universitet, Thomas Bjørnholm.

Han hæfter sig især ved, at Københavns Politi vurderer, at de under en straffesag ville kunne bevise, at Milena Penkowa har begået dokumentfalsk.

- Vedrørende brugen af dokumenter, der fremtræder som stammende fra RRRC, kan jeg oplyse, at det efter min opfattelse under en straffesag vil kunne bevises, at dokumenterne er falske, skriver advokaturchef Per Justesen og specialanklager Susanne Bitsch i politiets redegørelse.

Forældelsesfristen for dokumentfalsk er ifølge straffeloven som udgangspunkt 5 år. Hvis der er tale om dokumentfalsk af særlig grov karakter, er forældelsesfristen dog 10 år.

Københavns Universitet mener, at sagen - der ligger flere år tilbage - bør vurderes under den grove bestemmelse. Politiet har imidlertid ikke fundet, at det med den fornødne sikkerhed kan bevises, at den begåede dokumentfalsk er af særlig grov karakter.

Penkowa er tidligere både blevet kendt skyldig i bedrageri og kendt videnskabelig uredelig i flere sager.

 

Dagens Gossip