US Open: McIlroy spiller med silkeborggenser

Morten Ørum Madsen rykkede hele 31 pladser frem på tredjedagen af US Open efter sin runde i par, og samtidig faldt Rory McIlroy, en favoritterne, 12 pladser tilbage i den samlede stilling.

Begge spillere har gået de første 54 huller i otte slag over par og ligger sammen med fire andre på en delt 25. plads.

Og turneringsledelsen har besluttet, at Morten Madsen og Rory McIlroy, der som bekendt er kæreste med den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki, skal spille søndagens afsluttende 18 huller sammen.

En fjer i golfkasketten til den 25-årige silkeborgenser, der er placeret som nummer 264 på verdensranglisten. Rory McIlroy er til sammenligning nummer to, og lå ved indgangen til denne sæson på ranglistens førsteplads.

De to slår ud klokken 18.57 dansk tid, og så kan McIlroy måske opsnappe nogle flere danske gloser i løbet af de cirka fire timer, han kommer til at tilbringe sammen med Morten Madsen.

Amerikaneren Phil Mickelson fører US Open med et slag under par. Han er sat sammen med landsmanden Hunter Mahan, der er et enkelt slag efter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip