USA: Vi udelukker ikke sanktioner mod Ukraine

Skrevet af admin

11/12/2013

Mest læste i dag

USA vil ikke udelukke at indføre sanktioner mod Ukraine, hvor sikkerhedsstyrker anvender vold mod demonstranter.

Det understreger det amerikanske udenrigsministerium onsdag.

- Alle politiske muligheder - inklusiv sanktioner - er i vores øjne på bordet. Men vi er selvfølgelig stadig i gang med at evaluere situationen, fortæller talskvinde for ministeriet, Jen Psaki.

Hun afviser at komme ind på, hvad de eventuelle sanktioner vil indebære.

Befolkningens pres på Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, er løbende vokset, siden han for godt to uger siden afviste en associeringsaftale med EU til fordel for et tættere samarbejde med Rusland.

Den beslutning har medført store demonstrationer, der i flere tilfælde har udviklet sig til voldsomme sammenstød med politiet.

Tidligere onsdag stormede politi i kampuniformer rådhuset i den ukrainske hovedstad for at tvinge demonstranter ud af den besatte bygning, siger kilder i oppositionen.

USA og EU har flere gange fordømt det ukrainske politis hårdhændede behandling af demonstranter.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, er i disse dage i Kijev i et forsøg på at mægle i konflikten.

/ritzau/Reuters