V: Regering laver godt løftebrud med SU-plan

Venstres SU-ordfører Mads Rørvig ser positive takter i det forslag til en SU-reform, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) løftede en del af sløret for mandag.

Det skyldes ikke mindst, at udspillet ligger meget langt fra Morten Østergaards tidligere udmeldinger om, at SU'en er en "kanonsucces", som der ikke skal skæres i.

- Jeg er meget forundret over, at ministeren kommer med den melding. Da vi foreslog noget lignende før valget, afviste man det fuldstændigt. Når det er sagt, så kunne jeg selv næsten have holdt den samme tale, som Morten Østergaard.

- Det er fornuftige takter i regeringens udmelding, men jeg kan godt forstå, at de studerende er sure, for man er blevet lovet noget andet både før valget og efter valget, siger Mads Rørvig.

Han vil afvente det samlede udspil, før Venstre kan tage stilling til, om man kan gå med i en reform.

Det sjette studieår - det såkaldte fjumreår - bliver ikke afskaffet på de videregående uddannelser, fastslår uddannelsesminister Morten Østergaard.

Men ordningen bliver ændret, så fjumreåret kun er tilgængeligt for de studerende, der holder sabbat i mindre end to år mellem ungdomsuddannelserne og den videregående uddannelse.

- Det betyder altså, at for alle dem - det store flertal, 7 ud af 10 - der starter på deres videregående uddannelse senest to år efter deres ungdomsuddannelse, der vil der fortsat være et sjette SU-år, siger Morten Østergaard.

Mads Rørvig vil dog ikke gøre regnebrættet endeligt op, men siger:

- Vi skal se hele udspillet i en sammenhæng, fordi den ene del måske udligner den anden. Men takterne er rigtig gode.

- Dels at man vil gøre det mere smidigt for de studerende at gennemføre deres studier og dels at man vil bruge SU'en til at få de unge hurtigere igennem, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV