Vestager har respekt for Uffes beslutning

De Radikales partileder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, har respekt for Uffe Elbæks beslutning om at forlade De Radikale og blive løsgænger.

De udtaler hun til pressen tirsdag formiddag foran Finansministeriet:

- Det er efter meget modne overvejelser, at Uffe har truffet det valg, han har.

- Og det har jeg selvfølgelig respekt for, fordi vi er et parti, hvor man kan se forskelligt på tingene, siger ministeren.

Uffe Elbæk, der trådte tilbage som kulturminister for kun ni måneder siden, meddeler tirsdag, at han har meldt sig ud af De Radikale, fordi han har brug for "at kunne kalde en skovl for en skovl, uden at det bliver et loyalitetsproblem".

Den nyklækkede løsgænger har været uenig med regeringen og sit nu forhenværende parti op til flere gange.

Men det var regeringens beslutning om at droppe øremærket barsel til mænd, der var dråben, der fik bægret til at flyde over, siger Uffe Elbæk.

Margrethe Vestager afviser, at der ikke er plads til en type som Uffe Elbæk i De Radikales folketingsgruppe:

- For vi kommer frem til gruppens positioner ved at drøfte tingene og ved at arbejde med det i de forskellige ordførerskaber.

- Så det er vigtigt for os, og derfor har vi selvfølgelig brug for, at De Radikales folketingsmedlemmer er forskellige, siger ministeren.

Margrethe Vestager fastslår dog samtidig, at hun vil tage Uffe Elbæks begrundelse for at forlade partiet til efterretning, og at hun tror på, de kan arbejde sammen fremover.

Hun afviser dog, at Elbæks exit vil få nogen betydning for partiets politiske spor:

- De beslutninger, som gruppen og ministrene har truffet, har vi truffet efter diskussion og afvejning af forskellige argumenter.

- Og det er beslutninger, som gruppen og ministrene står bag, siger Vestager.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV