Vestager til kommuner: Brug nu flere penge

Landets kommuner vil ved årets udgang have brugt mindre på velfærd end aftalt med regeringen, fremgår det af en ny undersøgelse.

Det kan true bestræbelserne på at få gang i beskæftigelsen, frygter økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) over for Politiken.

- Aftalerne med kommunerne for 2013 skal virkeliggøres, fordi de lægger rammerne for hele samfundsøkonomien og er vigtige for beskæftigelsen. De penge skal ud at arbejde, siger ministeren til Politiken.

Hver fjerde kommune regner i år med at bruge mindre end deres budget, mens kun enkelte forudser overskridelser, viser undersøgelsen lavet af Epinion for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).

Margrethe Vestager opfordrer på den baggrund kommunerne til at bruge mere, skriver Politiken.

I forhold til sidste års lave vækst til serviceudgifter er der plads til at spendere 3,5 milliarder kroner mere i år. Det giver 2013-aftalen mellem regeringen og kommuneforeningen KL også lov til.

Kun enkelte forudser en smule økonomisk vokseværk, mens langt de fleste kommuner høster besparelser på "rehabilitering i ældreplejen" - det vil sige, at man får de ældre til at klare mere selv.

Formand for FOA, Dennis Kristensen, kalder tallene "stærkt deprimerende".

- Hvis vi antager, at Folketinget styrer Danmarks økonomi, og regeringen trykker på speeder og bremser efter landets behov, får vi en dobbelt sparepolitik, når kommunerne beslutter sig for at spare en tand mere.

- Det giver et uklart billede af, hvem der bestemmer, siger han til Politiken.

Regeringen og KL fortsætter i de kommende dage forhandlingerne om næste års kommunale budgetter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV