Viborg henter målmand dagen før debut

Så har fodboldklubben Viborg fundet en ny målmand til at afløse Martin Hansen, der er skiftet til FC Nordsjælland.

Den jyske klub, som lørdag gør comeback i Superligaen, har hentet slovakken Michal Peskovic på en etårig kontrakt.

- Peskovic er en stærk målmand, der har stor rutine og erfaring. Han har blandt andet spillet i den bedste polske række, og flere andre ligaer i Europa, siger cheftræner Ove Christensen til Viborgs hjemmeside.

- Han har været her i nogle dage, hvor han har gjort et fint indtryk. Vi har vurderet og evalueret ham i trænerstaben, og vi er enige om, at han er den rigtige for os.

Den 31-årige målmand har de seneste år spillet for Ruch Chorzow i Polen.

Michal Peskovic får formentlig allerede debut i lørdagens hjemmekamp mod Randers FC.

- Han er ikke sammenspillet med forsvaret, og det tager tid at få samarbejdsrelationerne på plads, men han kommer til at spille bag et forsvar, som er meget påpasseligt og som vil give ham den support, som bliver nødvendig.

- At han tør springe ud i det her, vidner om, at han er en keeper med mod og med lyst til at tage udfordringerne, siger Ove Christensen.

Michal Peskovic ser frem til opholdet i Danmark.

- Først og fremmest er målet at vinde så mange point til klubben som muligt, så vi kan få en god sæson og blive i Superligaen en sæson mere, siger han.

Målmanden er ikke den nye eneste spiller, Viborg har hentet til klubben på tærskelen til sæsonstarten.

Den talentfulde AB'er Lukas Lerager har skrevet kontrakt med viborgenserne indtil udgangen af 2015.

Midtbanespilleren fik i maj debut på det danske U/21-landshold i en venskabskamp mod Irland.

/ritzau/

 

Dagens Gossip