Vilhelmsen: De unge SFere vil have mig

Det er langt fra en selvfølge, at sundhedsminister Astrid Krag vinder kampen om at blive SF's nye formand.

Søndag meldte folketingsmedlem Annette Vilhelmsen sig som kandidat til posten, og hun er ikke ene om at finde sig selv som et bedre bud på en ny leder.

Annette Vilhelmsen oplever selv, at hun har bred opbakning til sit kandidatur fra ungdomsorganisationen SFU til de ældste i partiet og opfatter sig ikke sig selv som en outsider.

- Jeg har fået støtte både fra folketingsmedlemmer, det regionale bagland, det lokale bagland og fra menige medlemmer. Der er mange, der skriver og sms'er til mig, siger hun.

Selv om hun kun har siddet et år i Folketinget, betragter Annette Vilhelmsen sig selv som en seriøs modkandidat til sundhedsministeren.

- Det er klart, at jeg ikke har været så profileret. Jeg har bare arbejdet politisk, påpeger hun.

Annette Vilhelmsen har over 10 års erfaring i kommunalpolitik og erfaring fra arbejdsmarkedet.

Netop erfaringen er blevet fremhævet som den væsentligste mangel ved Astrid Krags kandidatur, og Troels Myhlenberg, politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, advarer imod at undervurdere Vilhelmsen.

- Jeg tror, hun er en stærkere kandidat, end mange i det københavnske Christiansborg-miljø måske tror.

- Annette Vilhelmsen er ikke hvem som helst i SF, og man skal passe på med at undervurdere en kandidat, der har meget af det, som ledelsens kandidat ikke har: Nemlig erfaring, alder, færdiggjort uddannelse og tyngde i baglandet, siger han.

Annette Vilhelmsen har siddet 11 år i byrådet i Kerteminde, og hun blev sidste år valgt ind i Folketinget.

Så sent som i weekenden vandt hun over Anne Baastrup, som har siddet 18 år i Folketinget, i kampen om at blive partiets spidskandidat på Fyn.

Dagens Gossip