WHO advarer mod ny dræbervirus

Saudi-Arabien har bekræftet fire nye tilfælde af en ny og farlig Sars-lignende virus, der indtil nu har kostet 15 mennesker livet i ørkenstaten.

Sundhedsministeriet siger, at et af de fire nye tilfælde er blevet behandlet med succes, og at patienten har forladt hospitalet, mens de tre andre stadig er indlagt.

Myndighederne sagde i weekenden, at der i alt er blevet bekræftet 24 tilfælde af sygdommen siden sidste år - inklusiv de 15 dødsofre.

Repræsentanter for Verdenssundhedsorganisationen WHO har under besøg i landet advaret om, at det er sandsynligt, at det nye virus kan overføres fra menneske til menneske - men kun ved langvarig og nær kontakt.

Det nye virus (nCov) forårsager hoste, feber og lungebetændelse.

Hovedparten af smittetilfældene i landet er konstateret i den østlige provins, og selv de mindste tegn på feber får nu bekymrede folk til at henvende sig til hospitalerne i byen al-Ahsa.

- Jeg havde symptomer på en forkølelse og fik feber, siger en ung mand via telefon til nyhedsbureauet AFP fra en isolationsafdeling på det hospital, hvor han er indlagt.

Virusset er et såkaldt coronavirus. Det minder om influenza og det Sarsvirus, som brød ud i Asien i 2003 og dræbte omkring 800 mennesker.

Verdenssundhedsorganisationen WHO slog alarm i september, da en mand i Storbritannien viste symptomer på virusset umiddelbart efter, at han havde rejst i Saudi-Arabien.

I Frankrig er flere personer blevet smittet. Det seneste tilfælde blev konstateret søndag. Vedkommende havde været indlagt på samme hospitalsstue som den 65-årige mand, der var den første person i Frankrig med det nye virus i kroppen.

Den 65-årige blev indlagt, efter at han i april vendte hjem fra ferie i Dubai. Han ligger nu i kritisk tilstand på en intensivafdeling i Lille.

- Det er en ny smitte, og der er så mange huller i vores viden om den, at det vil tage tid at fylde dem ud, siger Keiji Fakuda, vicegeneraldirektør for sundhedsprogrammer hos WHO.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV