Lars Løkke Rasmussen (V) er fyldt af vrede, væmmelse og sorg, efter at en mand natten til fredag udførte et angreb i Nice i Frankrig.
- I nat har had og kynisme atter ramt Europa. Mens sårene fra angrebet i november stadig var ved at hele, er Frankrig igen blevet ramt. Vi er alle blevet ramt, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.
I november blev Paris ramt af et IS-angreb, og landet har siden været erklæret i undtagelsestilstand. Den bliver nu forlænget.
- Jeg føler i dag med hele Frankrig, ofrene og deres venner og familier. Danmark er med jer i sorgen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren kalder det et angreb på vores samfunds værdier.
- Attentatet er ikke blot et angreb på Frankrig. Det er et klart angreb på de værdier, der danner grundlag for vores samfund. Midt i fejringen af demokratiets og menneskerettighedernes oprindelse, er glæde og liv blevet knust.
Angrebet fandt sted på Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.
/ritzau/