Anklaget i narkosag: Politiagenter ønskede at sejle narko

Skrevet af admin

24/02/2015

Dagens topnyheder

I en stor undercover operation mod narkokriminelle var politiets agenter ivrige for at gennemføre smuglertogter til søs.

Det fortæller en af de tiltalte tirsdag i en retssag i Københavns Byret.

Anklagen bygger på flere politiagenters arbejde gennem godt to år. Agenten, der kaldes A 185, spillede rollen som chef i et transportfirma, der gerne ville gøre forretninger med de nu tiltalte.

Nu skal byretten afgøre, om A 185 og andre agenter pressede for meget på og optrådte i strid med loven.

En af de tiltalte er en 36-årig mand. Han nægter, at han i samarbejde med de formodede fragtfolk forsøgte at indsmugle et halvt ton kokain fra Brasilien til Danmark.

Manden har dog tilstået to landtransporter med hash på i alt 400 kilo.

- Hver gang jeg spurgte om en dato på en lastbiltransport, begyndte de at tale om sejlads, siger den 36-årige under afhøringen i byretten.

Her fortæller han blandt andet om et møde med agenterne "Skipper" og "Den Gamle" på Hotel Koldingfjord.

Og den agent, der kaldte sig Christian, giver han denne karakteristik:

- Jeg ser en meget selvsikker og målbevidst herre, der ved, hvad han taler om. Jeg ser ham som en travl forretningsmand, fortæller han.

Den tiltalte hævder, at han har tjent penge på ejendomsprojekter i Montenegro, hvorfra hans forældre stammer. Han havde ingen officiel indtægt, men magtede huslejen på 15.000 kroner til en lejlighed i det indre København.

Han tilstår dog involvering i hashmarkedet. Og at han var med til to indsmuglinger i samarbejde med undercover betjentene, som imponerede ham.

- Det er ikke let at få ordentlige folk, siger han om manglen på troværdige og dygtige kurerer.

- Det er jo mange penge, man transporterer, forklarer han. Den ene tur drejede sig om 147 kilo hash, som repræsenterede en værdi på noget over fire millioner kroner. Selv skulle han have en krone pr. kilo.

/ritzau/