14/05/2018
Metatekst
Hvad er metatekst? Få svaret her
I en metatekst præsenterer du resultaterne af din undersøgelse på en måde, der vækker interesse hos læseren. Her følger nogle gode råd til, hvordan du gør metateksten skarp og læseværdig.

Dagens topnyheder

En metatekst er en tekst, du skriver om resten af din tekst. Dybest set. Metatekster bruges i mange sammenhænge, både i studieopgaver, på hjemmesider og i forskellige journalistiske genrer.

At skrive metatekster er en god øvelse i at lære, hvordan man konkretiserer et bestemt budskab. En metatekst af din artikel, din opgave eller din undersøgelse skal dybest være med til at gøre dit arbejde interessant for andre at læse om.

Metatekst

Du har sikkert foretaget en masse research og fundet informationer og tal, og det er de elementer, du skal fortælle, hvorfor og hvordan du har fundet dem i din metatekst. Hvad skal læseren med din tekst? Hvis du ikke kan give et svar på det, er det sandsynligt, at læseren falder fra og mister lysten til at se resultaterne af dit arbejde. En metatekst er med til at gøre din opgave overskuelig og kæde kapitler sammen, samt at forklare sammenhænge og resultater for læseren.

I en metatekst er det relevant at inddrage konkrete eksempler fra dit samlede arbejde, som du fremhæver. Der findes ikke krav om, hvilke punkter eller elementer, der skal være med i en metatekst - det vælger du selv, men det er vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvad der er væsentligt for læseren at vide. Her følger en række råd til overvejelser af indholdet i din metatekst:

  • Hvad handler din tekst om, og hvorfor har du skrevet netop denne tekst?
  • Hvilket konkret fokus har du valgt til at formidle din tekst om et givent emne?
  • Hvilke dele består din tekst af, og hvorfor fylder elementerne, som de gør?
  • Hvilket materiale har du brugt eller hvilke tal/undersøgelser?(og hvorfor?)
  • Hvorfor har du valgt de konkrete eksempler i teksten?
  • Hvilke virkemidler har du brugt for at fastholde læseren?(sproglig, stil og form)

Du kan desuden med fordel stille dig selv følgende spørgsmål til indholdet af din metatekst for at se, om teksten lever op til, hvad man typisk forventer af en metatekst i forskellige sammenhænge:

  • Redegør metateksten for tekstens målgruppe(Hvis der er tale om eksempelvis en kronik)?
  • Fortæller metateksten, hvor teksten skal udgives eller i hvilken sammenhæng teksten er skrevet?
  • Redegør metateksten for, hvordan artiklen/opgaven er opbygget?
  • Giver metateksten et godt indblik i din argumentation?
  • Redegør metateksten for form og sprogbrug?

Når du begynder på et nyt afsnit i en skriftlig opgave, skal du huske at fortælle læseren, hvorfor dette afsnit er relevant for den samlede fremstilling eller opgave. Når du skrevet dette på et par linjer, kan du begynde at skrive mere detaljeret om, hvad du har tænkt dig at analysere og diskutere i det følgende. Derved skabes der en sammenhæng mellem de forskellige afsnit, der viser struktur og tager læseren i hånden. 

Hvis du skriver en metatekst til din hjemmeside, skal teksten være kortere end i en skriftlig opgave - gerne 160 ord - men stadig oplyse om indholdet på siden i koncentreret form. Det kan eksempelvis være som annonce eller som søgeresultat på Google eller Facebook.

Metateksten skal tydeligt beskrive, hvad brugeren kan bruge din hjemmeside til. Google vægter højt, at hjemmesider får brugeren til at klikke videre. Det vil sige, at jo flere der klikker på din metatekst og kommer ind på din side, jo højere oppe i Googles søgeresultater vil din hjemmeside stå. Derfor skal du invitere brugeren til at klikke videre. Sælge din hjemmeside, så at sige. Eksempelvis: “læs mere her!” eller “klik videre, hvis du vil vide …”

Din metatekst bør indeholde nøgleord (keywords), som du bruger i din tekst og på din hjemmeside. Hvis din hjemmeside handler om fodboldspillere, vil det være en god ide at have navne som eksempelvis Messi, Ronaldo eller Champions League i din metatekst. Gængse søgeord, som optræder ofte på nettet. 

Det vil Google bruge til at highlighte, når brugerne søger på resultater, der passer til din hjemmeside. Det er desuden vigtigt, at din metatekst er unik og skiller sig ud, også selvom du inddrager søgeord, der ofte figurerer på andre hjemmesider.

Hvis du blot kopierer andres metatekster, vil det ikke bringe din hjemmeside hverken i toppen af Googles søgeresultater eller på andre søgemaskiner på nettet. Du kan med fordel teste din metatekst et stykke tid og se, om du opnår det antal brugere, du har satset på. Hvis dette ikke er tilfældet, kan din metatekst måske have behov for at blive redigere og gjort endnu skarpere. Du skal også huske at ændre din metatekst, hvis indholdet på din hjemmeside ændrer karakter.