Hjerteforeningen: Om tre år er det helt slut med røg på jobbet

Skrevet af admin

28/10/2013

Mest læste i dag

Allerede om tre år er det slut med enhver form for rygning i løbet af arbejdsdagen, fra man møder på job, og til man tager hjem igen.

Den opsigtvækkende melding kommer fra direktør i Hjerteforeningen Inge Vestbo på baggrund af en ny, stor undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening står bag.

E-cigaretter: Smagsessenser beregnet til fødevarebrug er farlige

Undersøgelsen viser, at mange stadig udsættes for røg på jobbet, og at et flertal af danskerne nu er positive overfor et helt røgfrit arbejdsliv.

Det støttes et lille flertal på 52 procent. 25 procent er negative. 22 procent er hverken for eller imod.

- Der er overraskende stor opbakning. Selvom kun otte procent svarer, at deres arbejdsplads i dag er totalt røgfri, så tror jeg på, at det om tre år er det almindelige på alle arbejdspladser, siger Inge Vestbo.

- Man har positive erfaringer med røgfri arbejdsdag i Norge og Sverige. At over halvdelen af danskerne allerede nu er positive, ser vi som et rigtigt godt tegn.

Ifølge Rikke Rikke B. Ørum, arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv så er rygning for alvor i søgelyset på arbejdspladserne.

- Selvom langt færre nu udsættes direkte for rygning, så kommer der bare nye opmærksomhedpunkter. Som at rygerne lugter, og hvor meget man selv skal arbejde, mens ens kollega er ude for at ryge, siger hun.

Overlæge Inge Haunstrup Clemmensen, Kræftens Bekæmpelses projektchef for sundhedsfremme på arbejdspladser tror også, at udviklingen nu går stærkt.

- Vi mærker voldsom interesse fra både kommuner og mange små arbejdspladser, der vil indføre et helt røgfrit miljø, siger hun.

- 52 procent, der bakker op om helt røgfri arbejdspladser, er altså et stort tal. Der var ikke nær så stor støtte, da rygeforbuddet indendøre blev indført. Om fem år kan vi slet ikke forstå, at det ikke har været sådan hele tiden.

/ritzau/