Hver 5. aner ikke, at de har høfeber: Sådan ved du, om du er ramt

Skrevet af Laura Nygaard

08/06/2015

Mest læste i dag

Du kan meget vel være en af dem, der går rundt med pollenallergi uden at vide det. En undersøgelse som Analyse Danmark har lavet for medicinalvirksomheden Meda viser nemlig, at 18 pct. af danskerne har symptomer på pollenallergi uden at have fået stillet diagnosen.

- Mange tager det ikke alvorligt, fordi det er en sygdom, man nemt kan forveksle med andre ting. Man tror f.eks. bare, man har en sommerforkølelse eller øjenbetændelse. Når pollensæsonen ændrer sig, går det i sig selv igen, og så tænker man, at der ikke er grund til at gå til lægen, siger vicedirektør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen, til Dagens.dk

Hun understreger, at det er vigtigt at blive behandlet, hvis man går rundt med tilstoppet næse og rindende øjne og nyser. Eller i hvert fald få det undersøgt, så der ikke opstår misforståelser.

Læs også: Utroligt: Nu kan du komme af med din høfeber

Astma-Allergi Danmark har lavet en undersøgelse blandt pollenallergikere, som viser, at 40 pct. oplever en forringet livskvalitet på grund af deres allergi.

Desuden var pollenallergi sidste år skyld i 266.000 sygedage og 2,3 mio. ineffektive arbejdsdage – altså dage, hvor allergikeren mødte syg op på arbejde. Det skyldes blandt andet, at flere allergikere har dårlig samvittighed over at måtte melde sig syg i perioder hvert eneste år.

- Har man fået diagnosen kan man indrette sig anderledes. Det skaber også en form for forståelse fra omgivelserne, så folk ved, hvorfor man går rundt og ligner udskidt æblegrød i perioder, siger Anne Holm Hansen.

- Lider man af høfeber, er der 50 pct. risiko for, at man også udvikler astma. Når man går til lægen med sine symptomerne, skal man derfor altid sørge for også at få tjekket sin lungefunktion. Det er også noget, man måske ikke går og tænker over. Hvis man i perioder ikke kan løbe særlig stærkt uden at få åndenød eller går og er lidt træt, tror man måske, man er inde i en stresset periode. Men pollen går i luftvejene, så det påvirker også lungerne, siger Anne Holm Hansen.

På Astma-Allergi Danmarks pollenkalender kan man aflæse dagens pollental, så man ved, hvad man har i vente og kan beskytte sig selv ved f.eks. at bære solbriller eller vente med at lufte ud til efter solen er gået ned.

Læs også: Eksperterne advarer: Gravide svømmere kan få astma-babyer

Lige nu er det græs, der generer, oplyser Anne Holm Hansen.

Men selvom de forskellige pollen har hver deres storhedsperiode i løbet af året, så er de drilske planter begyndt at blive utroligt utilregnelige.

Sidst i maj blev årets første pollental for græs udsendt - det var en uge tidligere end normalt. Derudover blev der midt i marts målt en rekordhøj mængde ellepollen.

Hvor 50 ellepollen normalt regnes for højt, oplevede Astma-Allergi Danmarks pollentæller at finde svimlende 485 ellepollen i en prøve. Det er en ny usædvanlig rekord.

- Vejret har enorm betydning for, hvor meget pollen vi oplever. Der er mere, når det er varmt og blæsende, end når det regner og er koldt, siger Anne Holm Hansen og giver bl.a. klimaforandringerne skylden for, hvorfor vi har set voldsommere og længere perioder den senere tid.

Det betyder også, at flere trusler kommer til.

- Vi måler også invasive arter, men offentliggør dem ikke. Lige nu har vi et øje på bynke-ambrosie, som f.eks. er begyndt at brede sig i Schweiz. Den kan godt finde på at blive en trussel i Danmark, men endnu har den ikke sat sig for alvor. Det er en ukrudtsplante, der findes i enkelte grøfter og haver, men det er én, vi er stærkt opmærksomme på, siger hun.

Læs også: Sådan gør din seng dig syg

Over en million danskere lider af pollenallergi. Dertil kommer dem, der ikke er blevet diagnosticeret. Se her, om du kan være én af dem:

Sådan finder du ud af, om du lider af høfeber:

- De mistænkelige symptomer er voldsom kløe i næsen, vandigt og tyndt snot, kraftige nyseanfald og kløe i øjnene. Tykkere gulligt snot og kun få af de andre symptomer kan blot være en forkølelse.

- Hold øje med, om symptomerne kommer på samme tidspunkt hvert år og tjek, hvilke pollen der er i luften på pågældende tidspunkt. Det kan du f.eks. gøre i Astma-Allergi Danmarks gratis app.

- Bestil en tid til en priktest og en blodprøve hos din læge. Bed i samme ombæring om et tjek af din lungefunktion.

- Du kan godt blive testet positiv, selvom du ikke har nogle symptomer. Det betyder, at du på sigt kan udvikle en allergi, hvis du ikke holder dig fra synderen, fordi du ikke aner, at du er allergisk over for den.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: