Jens gjorde uhyggelig opdagelse i badet: Nu advarer han andre mænd

Skrevet af Emil Ryttergaard

21/03/2017
Foto: Facebook
Foto: Facebook
En 41-årige familiefar fra Odense opdagede en knude i sin ene testikel og tog straks affære. Nu kommer han med en opsang til alle mænd om at gå til lægen i tide.

Dagens topnyheder

Det var en helt almindelig søndag, hvor 41-årige Jens Martinus Pedersen stod i badet og kunne fornemme, at noget var helt galt. 

I den ene testikel, der der noget, som der bestemt ikke skulle være, hvilket fik den midaldrende ægtemand og far til to til at springe ud af badet og gennemgå alle skrækscenarierne i hovedet, som han skriver på Facebook: 

- Løber ned i stuen, to minutters Googlen senere, er jeg sikker på, at jeg faktisk allerede er død. Men jeg genopstår relativt hurtigt, og får skrevet til lægen, om det ikke var værd at undersøge nærmere, skriver Jens Pedersen, efter at have gennemgået samtlige muligheder oppe i hovedet. 

Lægen mener bestemt, at det er værd at tage et kig på testiklen, og Jens Pedersen får en tid onsdag, hvor lægen, på trods af beroligende kommentarer, sender den bekymrede far videre til undersøgelse på Odense Universitetshospital om fredagen. 

Her mærker lægerne igen på Jens Pedersens testikler, og efter en læge har skannet og mærket på testiklen, så er konklusionen sikker: Den skal fjernes, for det er højest sandsynligt kræft. 

- Tirsdag d. 7. marts er det tid til at få fjernet skidtet med et indgreb, som så smukt kaldes ’Orkiektomi’. Det giver nærmest mindelser om orkideer, is og kølig øl på terrassen. Men det er IKKE et smukt indgreb, påpeger Jens Pedersen, der med en vis portion humor beskriver det smertefulde indgreb, der følger, hvor lægerne fjerner den ene af hans testikler. 

Fredag 16. marts og efter yderligere operationer, kom svaret endelig fra prøverne. Det var kræft, der gemte sig i Jens Pedersens testikel, og derfor kommer han nu med en opsang til alle mænd, der oplever noget lignende, men blot tænker, at ‘det nok går over igen’. 

- Gå til lægen, mand. Ikke for din skyld, men for dem du skal være noget for. Og for at være noget for nogen, skal man huske, at være noget for sig selv, og påpeger, at man ikke skal tænke på sine egne følelser, men sin kone, kæreste, børn eller resten af ens familie. 

Det opslag har skabt genklang på Facebook, hvor budskabet på under én uge er blevet liket mere end 24.000 gange og delt af 8500 mennesker.  

Læs selv hele Jens Pedersens opslag på Facebook her: