Ny undersøgelse glæder e-dampere

Skrevet af Elo Christoffersen

08/09/2013

Dagens topnyheder

Dansk e-Damper Forening (DADAFO) er glade efter lægetidsskriftet The Lancet har offentliggjort resultatet af en undersøgelse om e-cigaretter.

Tidsskiftet slår fast, at e-cigaretter kan være et effektivt middel for rygere, der enten ønsker at skære ned på cigaretterne eller helt kvitte smøgerne.

- Vi er glade for, at der er begyndt at komme mere og mere videnskabelig understøttelse for DADAFO’s påstand om, at nydelsesmidlet som e-cigaretten er, har en dokumenteret positiv bivirkning, nemlig at brugerne holder op med tobaksprodukter, siger foreningens formand, Kim Pedersen og fortsætter:

- Desværre vil modstanderne af e-cigaretten nok udnytte denne positive bivirkning til, at retfærdiggøre deres kamp for at man i hele EU bør lægemiddelklassificere e-damp, hvilket er en skidt udvikling, der kun vil bidrage at flere borgere vil blive afholdt fra at benytte et positivt virkende produkt.

I undersøgelsen sammenlignes e-cigaretten med nikotinplastre. To grupper med hver omkring 290 personer fik forsyninger til 13 ugers forbrug af enten e-cigaretter med nikotin eller nikotinplastre. En tredje og mindre gruppe fik e-cigaretter uden nikotin.

Læs også: E-cigaretter kan ende på apoteker

Seks måneder senere var 7,3 procent af personerne, der havde fået e-cigaretter med nikotin, holdt op med at ryge. Det samme gjaldt 5,8 procent i gruppen med nikotinplastre og 4,1 procent i gruppen af e-cigaretter uden nikotin.

Samtidig viste undersøgelsen, at 57 procent af de personer, der røg e-cigaretter, havde halveret antallet af cigaretter, de røg om dagen, hvorimod kun 41 procent af dem, der brugte nikotinplastre, kunne prale af det samme.

EU overvejer at klassificere e-cigaretter som et lægemiddel.

E-cigaretter består af et plastik- eller metalrør, som opvarmer en væske til damp, der kan inhaleres.

Dagens.dk/Ritzau