Nyttig viden: Derfor er du altid tørstig

Skrevet af Aller Media

18/09/2013
Hvis du konstant føler dig tørstig, selv om du har drukket meget vand, kan der være gode grunde til det.

Mest læste i dag

Er du en af dem, der kan drikke litervis af vand, men stadig forbliver meget tørstig?

Så skal der måske noget andet til end bare at fortsætte med at indtage store vandmængder.

Kroppen har brug for vand – både inde i og uden for cellerne. Men der skal være nogle ting opfyldt for, at vandet kan komme ind i cellerne og dermed blive optaget i kroppen.

Hvorfor er jeg altid tørstig?

- Din krop kan indeholde for meget natrium. Vi har brug for mineralet, men for meget af det kan holde vandet uden for cellerne, forklarer diætist Ashley Koff til Prevention.com.

Der kan dog være perioder, hvor kroppen har brug for mere natrium. F.eks. hvis det er meget varmt, eller man træner og dermed sveder meget.

Generelt er det dog sådan, at vi i dag får for meget salt gennem vores kost, og at vi egentlig bør skrue ned for indtaget, anbefaler bl.a. Fødevarestyrelsen.

Spis dig til kalium

Herudover har kroppen også brug for kalium. Mineralet virker nemlig modsat natrium til at få vandet ind i kroppens celler, og får du ikke nok kalium i din kost, kan dette altså være årsagen til din tørst.

Ashley Koff understreger dog, at kalium skal indtages gennem kosten – og ikke som ekstra vitamintilskud.

- Prøv avocado, banan, kokosvand og kartofler (usaltede, hvis du har problemer med væskebalancen), råder diætisten.

Hun forklarer også, at man kan forsøge at holde en dagbog, hvis man vil finde årsagen til sin store tørst. Så kan man dels holde øje med, at man indtager nok vand, at man passer på med natriumindtaget og får nok kalium, siger Ashley Koff.