12-årig dreng spist af krokodille

Skrevet af Ann Katrine Warren

28/01/2014

Mest læste i dag

En 12-årig dreng mistede livet, da han i weekenden var ude at svømme med en gruppe venner i Kakadu National Park i Australiens Northern Territory.

En krokodille angreb i første omgang en 15-årig dreng, men det lykkedes ham at slippe væk. Desværre måtte han så se, hvordan det store rovdyr i stedet vendte sig mod en 12-årig kammerat og slog til her.

Det lokale politi oplyser, at man har "stærke indikationer" på, at den 12-årige er blevet dræbt.

- Af respekt for familien vil der ikke blive givet detaljer om, hvilken form for dokumentation, vi har fundet, udtaler politichef Michael White ifølge CNN.

Drengen skulle i dag være vendt tilbage til skolen efter den australske sommerferie. Men i stedet sidder familien tilbage i chok og sorg.

Det var en saltvandskrokodille, som søndag eftermiddag angreb de fem badende børn. Myndighederne er stadig i gang med at undersøge sagen, og der er udstedt en skyd-og-dræb-tilladelse på krokodiller, som er længere end to meter. Politi og nationalparkens ansatte bruger helikoptere i jagten på den farlige krokodille.