To danske brødre mister livet under skiferie i Frankrig

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

To danske brødre har mistet livet under en skiferie i Frankrig, da de blev ramt af en lavine, skriver AFP ifølge den franske avis Le Monde.

De to danskere, der begge menes at være i 40-års-alderen, blev begravet under flere meter sne, da de havde valgt at begive sig ud på et offpiste-område.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter dødsfaldene, men afviser at give yderligere detaljer, da der er tale om en personsag.

- Vi kan bekræfte, at to danskere er omkommet i forbindelse med en skiulykke i Frankrig mandag. De pårørende er underrettet, siger vagthavende til Ritzau.

Sammen med to andre danskere var de nu afdøde skiløbere lørdag ankommet til det populære skiområde l'Alpe-d'Huez.

Dagen efter havde de fire danskere om eftermiddagen valgt at dele sig op, og de to brødre havde begivet sig ud på bjergene i området la Chapelle, der er kendt for at være velegnet til offpiste-ski.

Først mandag formiddag - kort efter klokken 10.30 - blev de meldt savnet, og straks begav et redningshold bestående af 30 reddere og en helikopter ud for at lede.

Da redningsholdet ankom til området, kunne man hurtigt konstatere, at der havde været store sneskred, skriver avisen Dauphiné Libéré.

De to danskere havde elektroniske chip i deres skitøj, hvilket gjorde det muligt at finde frem til deres lig, der lå begravet tre-otte meter under sneen.

Deres lig blev fundet i 2000 meters højde, oplyser den lokale redningstjeneste.

- Sneen er meget ustabil den her vinter. Afhængig af det nøjagtige område kan det være meget risikabelt at stå der, siger Laurent Jauatre fra redningskorpset til Dauphiné Libéré.

Denne vinter har mindst 12 personer mistet livet under skiferier i Frankrig, skriver AFP.

Sidste vinter kostede franske laviner 36 personer livet.

/ritzau/