Fly med 239 passagerer forsvundet

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Malaysia Airlines har mistet kontakten til et passagerfly, der har 239 mennesker om bord.

Flyet lettede fra den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur, fredag klokken 17.41 dansk tid og skulle efter planen være landet i Kinas hovedstad, Beijing, klokken 23.30 dansk tid.

Men flyet forsvandt fra radaren to timer efter afgang, lyder det på et pressemøde afholdt af Malaysia Airlines. Kontakten forsvandt, da flyet befandt sig over Det Sydkinesiske Hav.

Selskabet oplyser, at der er 227 passagerer - heriblandt to spædbørn - samt 12 besætningsmedlemmer om bord på Boeing 777-200-flyet.

14 forskellige nationaliteter befinder sig på flyet. 153 personer er fra Kina, 38 kommer fra Malaysia, og 12 er fra Indonesien.

Resten kommer fra Australien, Frankrig, USA, New Zealand, Ukraine, Canada, Rusland, Italien, Taiwan, Holland og Østrig. Der er ingen danskere om bord.

- Malaysia Airlines arbejder i øjeblikket sammen med myndigheder, som har aktiveret deres redningshold for at finde flyet, lyder det fra luftfartsselskabet på Facebook.

Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua forsvandt radarkontakten til flyet i vietnamesisk luftrum.

Flyet nåede ikke ind i Kinas luftrum, og Kina har på nuværende tidspunkt ikke modtaget oplysninger om, at et fly skulle være styrtet ned i kinesisk farvand, lyder det fra kinesisk stats-tv ifølge Reuters.

Malaysia Airlines flyver især i Asien, men selskabet har også flere afgange til både Europa, Mellemøsten og Nordamerika.

Hvis flyet er styrtet ned, vil det være anden gang på under et år, at en Boeing 777-ulykke ender fatalt, skriver Reuters. I sommer styrtede et passagerfly fra Asiana Airlines ned i San Francisco - tre passagerer blev dræbt.

I 1977 styrtede et passagerfly fra Malaysia Airlines ned i det sydlige Malaysia - 93 passagerer og syv besætningsmedlemmer mistede livet, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/