Perfekt blå diamant bliver den dyreste ædelsten nogensinde

Skrevet af admin

12/11/2015

Mest læste i dag

En yderst sjælden og ifølge eksperter "fejlfri" diamant er onsdag blevet solgt til en rekordhøj pris på auktion i Schweiz.

En køber fra Hongkong har betalt 48,6 millioner schweizerfranc (336 millioner kroner) for "Blue Moon Diamond", som dermed er den dyreste ædelsten nogensinde på en auktion ifølge Sotheby's.

Den pudeformede, blå diamant sidder på en ring og vejer 12,03 karat. Den blev fundet i en sydafrikansk mine i januar 2014.

- Det er ny rekordpris inden for alle typer ædelsten og per karat, siger David Bennett fra Sotheby's.

Køberen fra Hongkong har allerede omdøbt diamantens navn til "The Blue Moon of Josephine".

Angiveligt er der tale om den samme person, som tirsdag købte en stor diamant i en sjælden lyserød farve hos auktionshuset Christie's.

28,7 millioner schweizerfranc måtte køberen da punge ud med, og der er dermed tale om den dyreste lyserøde diamant solgt på auktion i historien.

Denne diamant har fået navnet "The Sweet Josephine" af køberen.

Helt generelt har det været en ekstraordinær uge i auktionsverdenen. Foruden de to dyrekøbte diamanter blev et maleri af den italienske kunstner Amedeo Modigliani solgt som det næstdyreste i historien.

Maleriet "Nu Couche" var under hammeren mandag og blev solgt for 170,4 millioner dollar, eller hvad der svarer til 1,2 milliarder kroner.

Den amerikanske kunstner Roy Lichtensteins maleri "Nurse" satte på samme auktion rekord, da det blev solgt for 95,4 millioner dollar, hvilket er det højeste for et af Lichtensteins værker på en auktion.

Det dyreste maleri nogensinde solgt på auktion er Pablo Picassos "Les Femmes d'Alger (Version "O")", som i maj blev solgt for 179,4 millioner dollar.

/ritzau/Reuters