Schumachers familie har stadig håb: - Han giver ikke op

Skrevet af Lotte Sørensen

22/01/2014

Dagens topnyheder

Torsdag i sidste uge kunne lægerne på hospitalet i Grenoble, hvor Schumi er indlagt, endelig melde om bedring. Michael Schumacher er stabil og ikke længere i en kritisk tilstand, som han ellers har været siden ulykken i de franske alper 29. december.

Det kan betyde, at man snart vil forsøge at vække ham fra det kunstige koma. Men om det er den samme Schumi, der vender tilbage til livet, er langt fra sikkert.

Læs også: Øjenvidne til Schumacher-ulykke: Han kørte langsomt

Michael Schumachers familie takker alle hans fans for støtten i den svære tid.

- Vi er dybt rørte over alle de beskeder med ønsker om god bedring til Michael, som bliver sendt. Det giver os styrke. Tusind tak til jer alle! Tak til fanklubben i Kerpen, til 1. FC Köln og Schalke 04, men også til alle andre og andre fangrupper, der støtter Michael. Vi ved alle, at han er en fighter og ikke giver op, skriver familien på Michael Schumachers hjemmeside.

Familien tæller blandt hustruen Corinne, datteren Gina-Maria og sønnen Mick.

Læs også: Schumachers skihjelm giver svar på ulykke

Nogle læger har i diverse medier udtrykt bekymring for, at Michael Schumacher kan ende i vegetativ tilstand - i stand til selv at trække vejret, sove og vågne, men ikke være ved bevidsthed. Det kan man dog ikke sige med sikkerhed, før der er gået et par måneder.

Michael Schumacher kom til skade, da han sammen med blandt andre sønnen Mick stod på ski i Meribel i det sydlige Frankrig. Han kørte offpiste, styrtede og slog hovedet mod en sten. Selvom han havde hjelm på, fik han svære skader i hovedet og er siden blevet opereret flere gange i hjernen.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med