Skjult mobning?: Ingen dukkede op til børnefødselsdag

Skrevet af Sol Stoffregen

09/12/2013

Mest læste i dag

Huset var pyntet op, slikket var hældt op i skålene og de to otteårige fødselarer var spændte. Alt var klar til at holde et brag af en børnefødselsdag. Men der kom ikke en eneste gæst.

Sådan beskriver en såret norsk mor, Marianne Smedholen, hendes søn og en kammerats fødselsdag for 16 dage siden. Den triste historie har Marianne Smedholen lagt på sin Facebook-profil sammen med et billede af de fyldte slikkeskåle, der var beregnet til de 13 drenge, som skulle være dukket op til børnefødselsdagen.

Siden da har historien spredt sig til det meste af Norge og er blevet viral.    

- Vi havde sendt invitationerne ud en uge i forvejen gennem skolen. Nogle få havde meldt afbud, men vi var klar til at tage imod resten. Drengene glædede sig selvfølgelig helt vildt, siger Marianne Smedholen til vg.no.

Først troede Marianne, at gæsterne var forsinkede, men som tiden gik, indså moderen, at noget var galt.

- Så måtte vi sige det til drengene. Jeg måtte sige: 'Ved I hvad, jeg tror ikke, der kommer nogen til jeres fødselsdag'. Som mor var det selvsagt utroligt vanskeligt. Vi gjorde det, vi kunne, for at de skulle få en fin dag alligevel, og de var heldigvis to sammen, siger Marianne til vg.no.

Selvom stemningen var trykket, gjorde Marianne og hendes mand Johnny alt, for at de to drenge skulle hygge sig med god mad og sjov. Men da weekenden var ovre, var drengene ikke meget for at komme i skole.

- Det var noget, der satte sig i drengene. Et par dage senere sagde min søn til mig: 'så mærkeligt at ingen ville komme til min fødselsdag, mor', fortæller Marianne til vg.no.

Efter at have oplevet hvor hårdt det påvirkede drengene, valgte Marianne at stå frem med sin historie. Hun vil gerne have, at andre voksne skal forstå, hvilke konsekvenser sådan en begivenhed kan have for børn.

Marianne er godt klar over, at nogle af de inviterede måske blot havde glemt at melde afbud. Men hun håber, at hun kan få flere forældre til at huske at give besked og tage ansvar.

- Som forældre har vi et ansvar for at alle bliver inkluderet. Og når barnet kommer og siger 'jeg vil ikke til fødselsdag hos ham eller hende', så er det netop der, at man bør sende sit barn afsted. Det er i hvert fald det, jeg selv har lært af det her, og jeg kommer aldrig til at tage let på en fødselsdagsinvitation igen, siger Marianne til vg.no.

Den mennesketomme fødselsdag har også gjort indtryk på Mariannes mand, Johnny Smedholen, som er bonusfar til Mariannes søn.

- Det er klart, at det har været meget smertefuldt for os, men det er primært drenge, vi tænker på. At udelade nogen er en form for skjult mobning, og det gør ondt, siger Johnny Smithy Holen til vg.no. 

Vg.no. skriver, at flere forældre fra drengenes klasse siden har undskyldt deres manglende afbud. De to drenge er endda blevet inviteret på McDonalds og i biografen af to klassekammerater og deres forældre. 

- Det har både vi og drengene sat umådelig stor pris på, siger mor Marianne Smedholen til vg.no.