7 facts alle forældre holder skjult for deres børn

Skrevet af Kirstine Petersen

13/11/2015

Mest læste i dag

Det er ikke alt, børn har godt af at vide. Det eneste, de skal vide, er, at vi voksne blot er mennesker.

Men fordi vi blot er mennesker, er følgende ting noget, de fleste forældre vil holde skjult for deres børn på et eller andet tidspunkt – hvis ikke for evigt:

1) Vi aner ikke, hvad vi laver.
Opdragelse er noget, man finder på hen ad vejen. Vi kan google, bladre fabrilsk i bøger eller følge Lola Jensens råd, men faktum er, at der ikke findes en drejebog.

Børn er forskellige, og vi er blot normale mennesker, der valgte at få børn. Sandheden er, at selvom vi er ældre end jer, er vi ikke nødvendigvis orakler. Men vi prøver så godt, vi kan hen ad vejen.

2) Vi taler om dig bag din ryg. Ofte.
Det er i bedste mening selvfølgelig. Men vi ville selv tænke, at det var lidt mærkeligt, hvis andre talte om, hvor meget vi har sovet, spist, skidt, drukket, interageret med andre osv. i løbet af dagen. Med jer er det bare rutine at gøre det for os.

3) Vi hader også at handle ind.
I er ikke de eneste, der sveder (dog måske ikke lige en flyverdragt), får stress, lyst til at rive alting ned fra hylderne og spise dem eller springe over i køen, når klokken er 16 og vi har ramt supermarkedet på det værst tænkelige tidspunkt på dagen.

Læs også: 14 ting du genkender fra et besøg hos dine bedsteforældre

4) Vi hader dit yndlingsprogram/spil på iPadden
Når vi prøver at guide dig til at prøve ”et andet spil” eller se ”et andet sjovt program” er det ikke, fordi ”det kunne være sjovt at prøve noget andet engang imellem”.

Det skyldes den simple grund, at voksne af en eller anden grund bare ikke er gearede til at høre Rasmus Klump på repeat for ettusindfemhundredeogtyvende gang. I starten var det fedt at se din begejstring over det, men nu?: Nej!

5) Julemanden findes ikke
Den gode gamle løgn om, at den skæggede mand findes, er naturligvis fis og ballade. Vores eneste motivation for at bilde jer det ind er, at han i visse tilfælde er det eneste, der sikrer julefreden. Han er det eneste kort, vi kan trække, hvis vi vil have jer til at opføre jer ordentligt. Endda i en hel måned, halleluja.

6) ’Slikskabet’ findes til gengæld.
… Selvom du ikke ved hvor det er. Det behøver ikke være et skab eller en køkkenskuffe. Men hvis vi virkelig gerne vil gemme noget for dig, så findet vi et sted. Et sted, hvor jeres små arme ikke kan nå ind/op/hen… Vi har trods alt selv været børn, og vi er årtier forud for jer i forhold til at tænke snedigt.

7) Selvom vi siger ”mmmm” er det ikke nødvendigvis lækkert
Lige fra babymos til lever eller sønderkogt broccoli – Uanset, hvad vi siger ”mmmm” til, så er det ikke sikkert, at vi rent faktisk synes, det er ”mmm”. Tværtimod.

Men vi vil jer det bedste, og derfor bruger vi alle kneb for at snige sunde (og klamme) ting i gabet på jer.

 

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: