TV2-chef: Tåbeligt at afsløre sms-stemmer

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Seernes dansedarling Allan Simonsen røg som bekendt ud af Vild med dans i fredags, og lige siden har presset på TV2 for at offentliggøre resultatet af sms-afstemningen været massivt.

Mange kan ikke forstå, at den lille fodboldspiller fra Vejle blev svigtet lige før finalen. Men seerne skal ikke stikke næsen op efter at få stemmerne serveret på et sølvfad - heller ikke selvom et tele-nedbrud betød, at ikke alle sms-stemmer nåede frem i tide. 

Det siger TV2's underholdningschef Gitte Madsen.

- Det ene er, at det ville tage noget af spændingen ud af programserien, fordi det indikerer, hvem der ligger godt, og hvem der ligger skidt. Og derudover er det en del af TV2"s forretningskoncept, at vi aldrig offentliggør andelen af sms-stemmer, siger hun til eb.dk.

Heller ikke når finalen er afviklet, vil TV2 ud med tallene.

- Når finalen er ovre, så skal vores deltagere ikke kunne læse i avisen, at de eventuelt næsten ingen stemmer har fået, eller at de har fået sygt mange stemmer. Det er efter min mening ubrugelig viden. Når man er blevet trukket igennem både danselokalet og fjernsynsprogrammet og medierne i over tre måneder, så har man også lov til at være i fred, siger Gitte Madsen til eb.dk.

I fredags afslørede Gitte Madsen over for Newspaq, at afgørelsen i semifinalen mellem Allan Simonsen, komikeren Uffe Holm og bordtennisspilleren Mie Skov havde været "rigtig tæt", og hun afviser efterfølgende, at de sms-stemmer, der ikke nåede frem, ville have fået indflydelse på resultatet.

Finalen i Vild med dans bliver sendt på fredag klokken 20.00. TV2 har allerede afsløret, at Vild med dans vender tilbage næste år.

Newspaq