Treårig pige får dør i hovedet under stormen

Skrevet af admin

05/12/2013

Mest læste i dag

Flere personer er torsdag aften kommet til skade i forbindelse med stormen Bodils hærgen.

Værst er det gået ud over en treårig pige i Tistrup nord for Varde. Hun kom alvorligt til skade, da en glasdør blæste ned over hende.

- Hun blev bragt til Esbjerg Sygehus, hvor det viste sig, at hun havde hovedskader, siger vicepolitiinspektør Preben Westh fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Pigen blev derfor kørt til Odense Universitetshospital over den ene af Lillebæltsbroerne, som ellers er lukket for al trafik.

- Hun blev kørt med politieskorte over broen. Jeg er ikke klar over, om det er den nye eller den gamle, siger vicepolitiinspektøren.

På Fyn er en person kommet svært til skade efter at være kørt ind i et træ. Vedkommende er bragt til Odense Universitetshospital, oplyser Fyns Politi, der ikke har yderligere informationer om den tilskadekomne.

En person meldes at være kommet svært til skade på Fyn efter at være kørt ind i et træ.Personen er under behandling på Odense Universitets Hospital (OUH). Fyns Politi har ikke yderligere informationer om den tilskadekomne.

Derudover er syv personer blevet behandlet for lettere skader på OUH, og en person er behandlet for lettere skader på Svendborg Sygehus.

Midt- og Vestjyllands Politi melder at flere er kommet lettere til skade.

På Vestervigvej i Snedsted, der ligger i Thisted Kommune, kom to personer til skade, da et træ væltede ned over en personbil.

- De er begge bragt til sygehuset, men de er ikke kommet alvorligt til skade, understreger vagtchef Kjeld Nedergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete i et skovområde.

- Og mens patruljen var på stedet væltede flere træer i området, siger vagtchefen, der kan fortælle om hundredvis af væltede træer i Midt- og Vestjylland.

I Viborg blev en person ramt af nedfalden julepynt, og i Nordsjælland er en person kommet til skade efter at være blevet ramt at et væltet træ.

/ritzau/