Midt i interview på tv: Mand bidt ihjel af sin egen hund

Skrevet af Nils Würtzenfeld

30/03/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En britisk mand blev pludselig angrebet af sin egen hund under et tv-interviewet med BBC.

Dagens topnyheder

En 41-årig engelsk mand er død efter at være blevet angrebet og bidt ihjel af sin egen hund.

Overfaldet fandt sted mandag i sidste uge, mens den 41-årige filosofiuddannede var midt i et interview med engelske BBC. Interviewet var en del af en dokumentar. Det skriver The Telegraph.

Ifølge kilder var hundeejeren, Mario Perivoitos midt i interviewet, der foregik i hans hjem i det nordlige London, da han pludselig fik det dårligt. Det udviklede sig til et anfald, og dette fik hunden Major, en Staffordshire bull terrier, til at gå amok og angribe dens ejer.

Manden faldt til jorden, og her bed hunden ham gentagende gange i halsen, hvilket forårsagede fatalt blodtab.

En talsmand fra BBC har bekræftet, at tv-holdet var til stede under angrebet, men at kameraet ikke optog, da hunden gik til angreb.

En ambulance blev straks tilkaldt til stedet, hvorefter den 41-årige mand blev kørt på hospitalet.

Her døde han dog af blodtab og skader på luftvejene som følger af hundebid.

Naboer, der har boet ved siden af Mario Perivoitos i mere end 20 år, har fortalt, at Major var en venlig og velopdraget hund, der for nylig havde hjulpet med at redde sin ejers liv under et lignende anfald.

Her havde hunden gøet højt for at alarmere andre, da Mario Perivoitos for to-tre måneder siden havde fået et anfald.

Da mandagens angreb fandt sted, havde adskillige naboer både set og hørt noget. 

- Jeg hørte én skrige: Få ham væk! Få Ham væk! Ha skreg virkelig højt. Han blødte fra halsen. Der var virkelig meget blod, lyder det fra 52-årige Geoff Morgan, der er nabo til Mario Perivoitos.

Selvom BBC-holdet var til stede i hjemmet under angrebet, måtte politiet alligevel bryde døren ind, da de ankom.

Major er efterfølgende blevet anbragt i en kennel, hvor det skal besluttes, om hunden skal aflives.