Sambo faldt død om af udmattelse: Slæbte rundt på turister i 15 år

Skrevet af Morten Larsen

25/04/2016
Elefanten kollapsede og døde af et hjerteanfald, da den var ved at bære turister hen til populær turistattraktion. Nu kræver tusindvis af dyrevenner et forbud mod elefantridning.

Dagens topnyheder

Tusindvis af dyreelskere kræver en undersøgelse af vilkårene for de elefanter, der har en tvivlsom tilværelse med at transportere turister på deres ryg i ferieområder i Cambodja.

Kravet om en undersøgelse sker på baggrund af en episode i weekenden, hvor en elefant ved navn Sambo kollapsede og døde af et hjerteanfald, da den var ved at bære turister hen til det populære tempelkompleks Angkor Wat i den nordvestlige del af det asiatiske land.

Elefanten havde gået i omkring 40 minutter i den bagende varme, da den styrtede til jorden og døde.

En dyrlæge konkluderede, at elefanten var død af et hjerteanfald 'på grund af de høje temperaturer, hedeslag og manglende vind, der ellers ville have kølet hende ned.'

Læs også: Flere store danske rejsebureauer dropper elefantture

Dødsfaldet har fået dyreelskere til at kræve en undersøgelse af, hvorfor hunelefanten var tvunget til at bære turister i de omkring 40 grader varme og vindstille vejr.

Sambo havde arbejdet for Angkor Elephant Company siden 2001, og direktøren siger til The Daily Mail, at selskabet er kede af tabet af den omkring 40 år gamle elefant.

- Vi er meget kede af at have mistet hende, siger Oan Kiri til den engelske avis.

I weekenden blev fotos af den udmattede og livløse elefant delt på Facebook af en bruger ved navn Yem Senok, og siden da har over 8.000 mennesker delt de sørgelige billeder af det døde pattedyr.

På kort tid har over 10.000 mennesker skrevet under på en underskriftsindsamling, der skal gøre elefantridning ved de berømte templer til fortid.

Herhjemme har flere rejsebureauer afskaffet tilbud om elefantture, og på verdensplan har 60 rejseselskaber taget afstand fra elefantridning.

Apollo var et af de første danske firmaer, der i 2014 tog beslutningen.

Se her det oprindelige opslag fra Facebook om elefanten, der døde af udmattelse:

Følg Dagens Dyr for flere lignende artikler: