Verdens mest ensomme løve: Alene og sulten i forladt dyrepark

Skrevet af Morten Larsen

29/06/2016

Mest læste i dag

Yemen har i de seneste år været hærget en blodig borgerkrig, som ikke bare går ud over landets hårdt prøvede og fattige befolkning.

I den sydlige del af det krigshærgede land finder man en forladt løve i et bur, hvorfra de desperate brøl lyder i larmen fra luftangreb og rullende kampvogne.

En lille gruppe af frivillige dyrevenner vover hver dag livet og krydser frontlinjen for at tage hen i den mennesketomme zoologiske have, hvor hundredvis af eksotiske dyr kæmper for at holde sig selv i live.

25-årige Bassam Al-Hakimi ejede engang en internetcafé, men den har krigens rædsler ødelagt, og derfor arbejder han nu som frivillig for at redde de sørgelige og levende rester af den zoologiske have. 

Dyreorganisationen SOS Zoo and Bear Rescue Group kæmper for at indsamle økonomiske midler fra hele verden i forsøget på at forhindre, at de 266 resterende dyr sulter ihjel i byen Taiz i den sydlige del af Yemen.

12 løver og seks leoparder led sultedøden i byens dyrepark, før indsamlingen blev stablet på benene.

Læs også: To trofæjægere poserer ved nedlagt løve, da de pludselig bliver overrasket bagfra

- Den zoologiske have er omkring fem kilometer fra frontlinjen, siger Bassam Al-Hakimi til britiske Metro.

- Masser af mine venner er døde i krigen, men i den zoologiske have er der ingen fare. Det er dog farligt at krydse frontlinjen, forklarer den 25-årige dyreven og fortsætter:

- Dyr er levende væsener ligesom os. De har retten til at leve i frihed, siger han og forklarer, at han ser det som en menneskepligt at hjælpe dyrene.

- Når jeg står foran buret kan jeg høre det triste brøl fra løven. Dens desperate udseende er med til at knuse mit hjerte, siger Bassam Al-Hakimi.

Det kræver en masse gavmilde donationer, hvis dyrene i den forladte zoologiske park skal holde skindet på næsen eller næbet, forklarer en af initiativtagerne bag indsamlingen.

- Det absolutte minimum er omkring 3.300 dollars (22.000 kroner) om ugen, forklarer Chantal Jonkergouw.

Den hollandske forretningsmand arbejder for organisationen SOS Zoo and Bear Rescue Group, der siden februar har sikret 450.000 kroner til den desperate kamp for at holde liv i de efterladte dyr i parken.

Du kan læse mere om arbejdet med at forhindre sultedøden i den krigsramte zoologiske have ved at klikke her

Følg Dagens Dyr for flere lignende artikler: