Vred mor taler ud: Derfor sendte jeg regning til 5-årig, som blev væk fra fødselsdagsfest

Skrevet af Ronja Ryde

19/01/2015
Foto: Facebook

Dagens topnyheder

Historien om 5-årige Alex Nash, som fik en regning for at udeblive fra sin kammerats fødselsdagsfest for i stedet at besøge sine bedsteforældre, er i dag gået viralt.

LÆS OGSÅ: Lille dreng får bøde, fordi han ikke dukkede op til kammerats fødselsdag

Det var den lille drengs far, Derek Nash, som fandt sedlen i sin søns taske, og i første omgang troede, der var tale om en joke. Det viste sig dog, at kammeratens mor havde handlet i ramme alvor, da hun tilmed, angiveligt, også havde truet familien med at lægge sag an, hvis den selvudskrevne bøde ikke blev betalt.

Nu har den pågældende vrede mor imidlertid valgt at tale ud om, hvorfor hun handlede, som hun gjorde.

Det skriver det britiske nyhedssite Mirror.

Svaret er kommet frem i en Facebook-tråd startet af Alex Nashs mor, som skriver, at hun gerne ville have meldt afbud, men at hun hverken havde et telefonnummer eller en email-adresse, som hun kunne bruge til det.

Til det svarer den frustrerede mor blandt andet således:

“Jeg nævnte ikke, at der var penge involveret, da vi snakkede om det, fordi det var en børnefødselsdag, og det er ligegyldigt, om man skal betale per næse eller for en gruppe, hvis folk har meldt sig til.

“Jeg bekræftede det med alle forældrene torsdagen før festen, fordi jeg skulle betale den dag, og Derek (Alex Nashs far, red.) sagde, at Alex glædede sig til det, for mig er det en bekræftelse”

“Mit telefonnummer var på invitationen, som blev sendt ud til Alex”

“Det er ikke første gang, Alex ikke er dukket op til en fest, som han er blevet inviteret til. Den ordentlige måde at løse det her på, vil jeg mene, er at betale og lære lektien, det håber jeg også, I synes?”

Alex Nashs mor mener dog ikke, ifølge Facebook-tråden, at der er en lektie, der skulle læres. Og hun skriver, at hun ikke selv kan komme i tanker om andre fester, som hendes søn ikke er dukket op til.

Hvad siger du - var moren i sin gode ret til at sende Alex’ forældre en bøde? Eller er det for meget at gøre ud af det?