Onsdag aften var en 11-årig dreng udsat for en ubehagelig oplevelse, der nu får politiet til at rette henvendelse til borgere i og omkring Roskilde.
Klokken 18.50 kom den 11-årig dreng gående ad fortovet langs Køgevej syd for viadukten, da en cirka 50-årig mand henvendte sig til drengen.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Manden tilbød den 11-årige noget slik, men drengen løb hurtigt fra stedet og fik efterfølgende kontakt til sine forældre, der selv forsøgte at finde manden - dog uden held.
Herefter kontaktede forældrene politiet, der heller ikke kunne finde manden.
Manden beskrives som formentlig dansk, 170-175 centimeter høj og iført mørkt tøj.
Politiet hører gerne fra folk, der ved noget.
Derudover opfordrer Midt- og Vestsjællands Politi til, at man straks kontakter politiet, hvis man bliver udsat for noget lignende.