16-årig dreng fra Give mishandlede kattekilling til døde med strømpistol og kniv

Skrevet af Kristine Bugbee

14/04/2018
Arkivfoto.
Arkivfoto.
En 16-årig dreng er blevet dømt for dyremishandling mod en lille kattekilling, der både blev plaget med stød og stik.

Dagens topnyheder

En 16-årig dreng fra Give i Sydjylland blev torsdag kendt skyldig i en lang række forhold ved Retten i Kolding, herunder en voldsom episode 20. februar i år, hvor en lille kattekilling blev mishandlet til døde.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad

Mishandlingen foregik i en lejlighed, hvor den 16-årige dreng og to andre unge mennesker gav killingen stød med en strømpistol flere gange.

Den 16-årige forklarede, at pigen, som boede i lejligheden sammen med katten, stak det lille væsen i maven med en kniv efter mishandlingen med strømpistolen.

Han valgte efterfølgende at stikke den døende kattekilling i halsen flere gange for at slå den ihjel, så den ikke behøvede at lide mere.

- Han blev ked af det i retten, da han skulle fortælle om episoden med killingen og forklarede, at han havde fortrudt det siden, fortalte anklager Lene Kirkegaard efterfølgende til Vejle Amts Folkeblad.

Arkivfoto.

Efter at have slået killingen ihjel tog de tre drenge billeder af det livløse og mishandlede dyr, som de delte på Snapchat. Den 16-årige ønskede ikke at gense billederne i retten.

Drengen blev ikke kun fundet skyldig i dyremishandling. Han var samlet set tiltalt for 10 forhold, herunder tyveri, brandstiftelse, ulovlig våbenbesiddelse og besiddelse af euforiserende stoffer.

Den 16-årige erkendte i det store og hele det, der var rejst sigtelse for, og de fleste af forholdene fandt sted i sensommeren sidste år. 

24. juli blev han taget af politiet, mens han var ifærd med at begå indbrud i et fritidscenter. 3. august hilste han igen på ordensmagten, da han blev taget i at køre knallert uden kørekørt og hjelm. Knallerten var stjålet, og han var i øvrigt i besiddelse af 2,53 gram hash.

To dage senere brød han ind i en bil og stjal et kamera, en mobil og nogle kontanter, og 14. august satte han ild til en container, så byens pølsevogn brændte ned. 

I september begik den 16-årige dreng to indbrud i Thyregod med en medgerningsmand. 

Dommeren afgjorde torsdag, at drengen skal idømmes en ungdomssanktion af to års varighed, hvor han blandt andet skal være under tilsyn af Vejle Kommune.

I to måneder skal han anbringes på en sikret socialpædagogisk døgninstitution og efterfølgende på et pædagogisk opholdssted i op til 12 måneder.

23-årig kvinde gik ind i telebutik i Aarhus - det ville personalet ønske, hun aldrig havde gjort