Bilen er fundet: Nu fortæller kriminaltekniker, om der kan være DNA-spor at finde

Skrevet af Mathias Nielsen

25/04/2023
Foto: Arkiv/privat
Foto: Arkiv/privat
Selvom der er gået mange år, så vil det stadig være muligt at finde DNA-spor i den bil, som er blevet beslaglagt for nylig.

Dagens topnyheder

Meget er sket siden Emilie Meng tilbage i 2016 blev dræbt af en indtil videre ukendt gerningsmand.

Sagen fik dengang massiv mediedækning, og politiet har af flere omgange fået kritik fra flere kanter for at have lavet fatale fejl.

For nylig forsvandt den 13-årige pige Filippa, men blev heldigvis fundet i live.

Politiet har anholdt en 32-årig mand, som er tiltalt for blandt andet voldtægt og frihedsberøvelse.

De to sager kan måske have en kobling, hvilket man lige nu er i gang med at undersøge i stor stil.

B.T har afsløret, at man i Slovakiet har fundet en sølvgrå Hyundai i30, som den 32-årige havde i den periode, hvor Emilie Meng døde.

Samme bilmodel har været eftersøgt i sagen om Emilie Meng, men bilen er aldrig blevet fundet.

I Slovakiet har lokalt politi beslaglagt bilen efter ordre fra dansk politi.

Skulle den fundne bil vise sig at være den, som der blev brugt i forbindelse med drabet på Emilie Meng, så vil man stadig kunne finde DNA-spor.

Det forklarer Bent Hytholm, der er pensioneret kriminaltekniker til B.T:

»Hvis det er den bil, er der sandsynlighed for, at det er bevaret,« siger Bent Hytholm.

Selv om det er snart syv år siden, Emilie Meng forsvandt, er bilen stadig interessant at undersøge.

»Køretøjet er utrolig interessant. Efterforskerne skal finde ud af, om de kan koble denne her mand til den anden sag,« siger Bent Hytholm.

Bent Hytholm forklarer, at DNA kan overleve i flere år.

Mulighederne for at finde relevant DNA i bilen i dag er dog svækket af, at bilen har skiftet hænder gennem årene og har været totalskadet og repareret siden Emilie Mengs død.

Alligevel vurderes der altså at være mulighed for at finde DNA-spor, som måske kan ende med at opklare sagen.