Erfarne drabsefterforskere: Derfor holder Peter Madsens forklaring ikke vand

Skrevet af Emil Ryttergaard

06/09/2017
Peter Madsens forklaring i Københavns Byret hænger ikke sammen, og der er flere store huller, som den drabssigtede Peter Madsen ikke har redegjort for, mener to førende efterforskere.

Dagens topnyheder

Den danske opfinder Peter Madsen forklarede i går, tirsdag, hvordan Kim Wall mistede livet ombord på ubåden Nautilus 10. august. 

Det skete i Københavns Byret, hvor Peter Madsens forklaring fra grundlovsforhøret blev læst op af anklageren i sagen. Peter Madsen fastholder, at Kim Wall døde som følge af en tragisk ulykke ombord på Nautilus, hvorefter han smed hende i Østersøen. 

Men der er nogle meget store huller i opfinderens forklaring ifølge flere drabseksperter. Det skriver BT. 

- Det helt centrale lige nu er, at han nægter at have parteret liget af Kim Wall. Det virker helt ulogisk, og det giver overhovedet ingen mening, siger Jan Jarlbæk, der har efterforsket utallige drabsager for Rigspolitiets Rejsehold.

I Københavns Byret kom det frem, at Peter Madsens forklaring er, at Kim Wall døde, da hun fik ubådens cirka 70 kilo tunge luge i hovedet ved et uheld, efter at ubåden var vendt tilbage til havoverfalden efter et dyk.

Her gik først Peter Madsen op i ubådens tårn, hvor han holdt lugen åben, så Kim Wall kunne komme op. Peter Madsen forklarer så, at han gled, og at lugen faldt ned i hovedet på Kim Wall, der fik et åbent kraniebrud og kramper og døde kort tid efter.

Efter at have overvejet sine muligheder valgte han at skille sig af med Kim Walls lig. 

Men Peter Madsen hævder, at han skilte sig af med Kim Wall i hel tilstand, og han nægter således at have parteret hende, selvom hun blev fundet uden arme, ben og hoved og havde stiksår i kroppen. Og den forklaring forstår efterforskerne ikke:

- Vi ved jo ud fra obduktionserklæringen, at liget er blevet parteret, og da der kun har været to personer på ubåden, hvem er det så, der har gjort det? At det skulle være en skibsskrue, vil retsmedicinerne meget hurtigt kunne be- eller afkræfte, siger Kurt Kragh, der også er tidligere efterforsker ved politiets Rejsehold til BT. 

Kim Wall fik lugen til ubådens tårn i hovedet og døde som følge af ulykken, påstår Peter Madsen. Foto: Polfoto

Derudover hæfter begge politibetjente sig ved, at han har skilt sig af med sin egen og muligvis også Kim Walls mobiltelefon, selvom at Peter Madsen nægter at have rørt Kim Walls telefon.

Efterforskerne mener, at der på mobiltelefonerne kan findes materiale i form af sms’er, der kan være ødelæggende for Peter Madsens forklaring. Begge efterforskerne mener, at obduktionsrapporten også kan gemme på afgørende beviser i form af mærker eller sår, der kan tale imod Peter Madsens forklaring. 

Dette er et af de sidste billeder af Kim Wall i live, da hun sejlede med Peter Madsen ud i ubåden Nautilus d. 10. august. Foto: Polfoto

Gårsdagens fire timer lange retsmøde endte med, at Peter Madsen varetægtsfængsling blev forlænget i fire uger til 3. oktober. 

Derudover skal politiet have lov til at undersøge en computer med hemmeligt materiale, som Peter Madsen ikke har givet politiet tilladelse til at granske. Det får politiet lov til nu.

Desuden skal Peter Madsen nu mentalundersøges.

Det har Peter Madsen hidtil nægtet, og nægter han fortsat, kan han i yderste konsekvens blive indlagt på en psykiatrisk afdeling mod hans vilje.

Peter Madsen i retten: Jeg har haft sex i ubåden