Far bortførte sine børn for ni år siden: Nu er der nyt i sagen

Skrevet af Mathias Nielsen

24/03/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Østjyllands Politi kan nu oplyse, at man har anholdt en mand, der i næsten ti år har haft bortført sine døtre.

Dagens topnyheder

For ni år siden bortførte en far sine tre børn til udlandet. Ni år er lang tid, men ikke desto mindre er der efter lang tids stilstand nyt i sagen.

Østjyllands Politi kan på Twitter oplyse, at man har anholdt den i dag 52-årige mand her i Danmark.

Manden tog i 2014 de tre døtre med til udlandet til trods for, at moderen havde den fulde forældremyndighed og ikke havde godkendt rejsen.

Mandens hensigt var ifølge politiet, at børnene sammen med deres far skulle opholde sig i en længere periode et sted i udlandet, skriver TV 2 Østjylland.

Det må de siges at have gjort, da der nu er gået ni år siden de forlod Danmark.

Torsdag kom manden så til Danmark igen sammen med to af de tre døtre, som i dag er henholdsvis 19 og 22 år gamle.

Den tredje datter er i dag 24 år gammel, men hun er altså ikke kommet med til Danmark sammen med faderen og de to søskende.

Hvor hun er, melder politiet ikke noget om.

Den 52-årige mand er nu sigtet for børnebortførelse.

Politiet ved endnu ikke, hvor manden har opholdt sig siden 2014.

Det er derfor uvist, om de har været flere steder undervejs eller boet det samme sted i alle ni år.