Folkeskole udsat for forurenet drikkevand: Elever sendt hjem efter opkast

Skrevet af Nils Würtzenfeld

29/08/2018
Onsdag er 10 børn fra Maribo sendt hjem fra skole, efter de har drukket vand, som kan være forurenet med E-colibakterier.

Dagens topnyheder

Distriktsskolen Øst i Maribo er muligvis blevet blevet ramt af forurenet drikkevand. Det står klar, efter 10 af skolens indskolingsbørn onsdag er blevet sendt hjem, efter de har drukket vand fra skolens drikkevandsautomater.

Nu frygtens det, at vandet kan være forurenet med E-colibakterier. Det skriver Ekstra Bladet.

Til avisen forklarer skolens leder, Anne Ploug Jacobsen, at alle 10 børn viste symptomer, som skolen tog så alvorligt, at de kontaktede børnenes forældre, så de 10 indskolingsbørn kunne komme hjem.

- Nogle børn fik hovedpine og kvalme og kastede op. Der er 10 stykker, som er blevet ringet hjem, siger Anne Ploug Jacobsen til Ekstra Bladet.

Skolens ledelsen blev første gang gjort opmærksom på problemet med vandforsyningen ved middagstid onsdag, da man blev kontaktet af Teknik- og Miljøforvaltningen i Lolland Kommune.

Forinden havde det lokale vandværk - Østofte Vandværk - nemlig udtaget en række vandprøver ved en ejendom i Østofte. Prøverne viste sig at indeholde E-colibakterier. Det fik Teknik- og Miljøforvaltningen i Lolland Kommune til at rette henvendelse - blandt andet til skolen - der hurtigt fik sat sedler på automaterne rundt om på skolen.

Ligeledes blev eleverne i de enkelte klasser bedt om ikke at drikke mere af det nedkølede vand, men da havde de 10 indskolingsbørn allerede indtaget vandet.

Anne Ploug Jacobsen oplyser, at embedslægen er orienteret, og at skolen også har kontakt til de familier, som har fået sendt syge børn hjem.

Efter fundet af E-colibakterier er vandforsyningen fra det lokale vandværk afskåret, og det vides ikke, hvornår det igen vil komme op at køre.