Kæmpe isklump kastet fra norsk bro: ‘Hans ansigt var fuld af blod’

Ane Sørensen

357 uger siden

|

07/01/2018
112
Foto: Oslo Politidistrikt
Foto: Oslo Politidistrikt
En bil blev ramt af en stor isklump natten til søndag, da den kørte under en bro i den norske hovedstad Oslo.

Dagens topnyheder

Natten til søndag blev en bil ramt af en stor isklump, da den kørte under en bro i den norske hovedstad Oslo.

Føreren af bilen meldte selv den voldsomme hændelse til politiet, som mener, at nogen har kastet isklumpen ned på kørebanen med vilje.

Det skriver norske VG.

Den mandlige bilist var chokeret over oplevelsen, der skete ved broen, som går over ring 3 ved Manglerud T-banestation:

- Han var rystet og sagde, at hans ansigt var fuld af blod. Det er endnu uklart, om han selv blev ramt, eller om det er fra glasset, der blev knust. Det er bare heldigt, at han ikke kom alvorligt til skade, siger operationsleder Vidar Pedersen til VG.

Politiet vurderer, at isklumpen var på størrelse med en fodbold, men blev smadret i flere dele, da den ramte bilen. Bilisten blev undersøgt af en ambulance, hvorefter det stod klart, at han ikke var kommet alvorligt til skade. 

Ifølge politiet observerede en taxachauffør syv til otte personer på broen på det tidspunkt, hvor isklumpen ramte bilen.

Politiet vil gerne i kontakt med andre vidner, der kan have set noget i området i tidsrummet 00.10 - 00.20.

I Danmark efterforsker politiet i øjeblikket en række sager, hvor der er kastet sten fra motorvejsbroer på blandt andet Fyn. Her har politiet opdaget et sammenfald af dna-spor mellem fire forskellige stenkast og flere tilfælde af hærværk.

Et af disse stenkast kostede en 33-årig mor fra Tyskland livet i august 2016. Kvindens 36-årige mand blev desuden kvæstet og invalideret ved den alvorlige ulykke.

Nu er den gal igen: Endnu en bil ramt af sten fra døds-bro