Kreativ betjent på jagt efter narko på Skanderborg: Stoppede den helt forkerte festivalgæst

Skrevet af Nils Würtzenfeld

14/08/2017
Foto: Polfoto/TIDSVILDE STINE
Foto: Polfoto/TIDSVILDE STINE
En 23-årig mand dummede sig i den grad, da han søndag blev sendt hjem fra Skanderborg Festival med en bøde fra politiet.

Dagens topnyheder

En 23-årig mandlig gæst på Skanderborg Festival blev tidligt søndag morgen sendt hjem fra bøgeskoven med en bøde samt et klippet armbånd.

Det skete efter en yderst tåbelig episode, der fandt sted natten til søndag klokken 02.50. Det skriver Lokalavisen Skanderborg.

Her blev en person på festivalpladsen nemlig stoppet af en civilbetjent med ordene:

- Du er sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Jeg skal lige kropsvisitere dig.

Der viste sig bare lige at være ét problem.

Festivalgæsten, der blev stoppet, var selv civilbetjent, og da han begyndte at udspørge sin ’kollega’, måtte sidstnævnte krybe til korset.

Han var nemlig ikke politimand, men derimod blot en 23-årige mand fra Aarhus, der syntes, at det ville være sjovt at lege ordenshåndhæver for en aften.

Han endte dog med at stoppe den helt forkerte festivalgæst, hvilket førte til en bøde samt bortvisning fra festivalen.

- Det var en af de civile betjente fra vores specialpatrulje. Hvor dum kan man være, griner vagtchef Jesper Engelund hos Sydøstjyllands Politi til Lokalavisen Skanderborg.