Mand fra Næstved ringer til politiet, da han ser dreng sove i bil: Da betjentene når frem, går sammenhængen op for dem

Skrevet af Ninna Andreasen

23/11/2016
En bekymret borger fra Næstved kontaktede politiet, da han så en bil holde på tværs af kørebane og cykelsti. I bilen sad en dreng og sov bag rattet. En patrulje kørte til stedet og fik liv i den meget trætte knægt. Så åbnede de bagagerummet.

Dagens topnyheder

En 17-årig dreng var meget træt onsdag morgen klokken 4.56. Træt i en grad, hvor han havde sat sig til at sove bag rattet i en bil. Det skriver TV2 Øst

Politiet var blevet alarmeret af en borger, som forinden havde set drengen sove i bilen. Den var parkeret på skrå mellem vejbane og cykelsti på Herluftsholm Allé.

Ud over at en 17-årig ikke må køre bil alene, viste det sig også, at bilen var stjålet. Da betjentene åbnede bagagerummet, gik det op for dem, at det ikke var de eneste lovovertrædelser, drengen havde begået.

Her fandt de nemlig en tablet og tre mobiler, som formentlig stammer fra et indbrud, der er begået for nylig.

I bilen lå der også et par nye sko, som det er uvist, hvor stammer fra.

Den 17-årige fra Stensved er en kending af politiet fra tidligere biltyverier.