Narkopåvirkede unge stak af fra politiet: Vanvidskørsel gik udover uskyldig børnefamilie

Skrevet af Nils Würtzenfeld

12/07/2017
En biljagt udviklede sig dramatisk tirsdag aften, da tre unge forsøgte at stikke af fra politiet. Flugten fik dog en brat ende, da en bil med en børnefamilie kom i vejen. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

Dagens topnyheder

Tirsdag aften klokken 17.45 ville en politipatrulje foretage en rutinekontrol af en bil på Kirkevej i Auning ved Aarhus.

Da betjentene forsøgte at standse bilen, gassede føreren dog op og kørte i høj fart fra stedet ad Kirkegade. 

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Patruljen satte straks efter og kørte med en hastighed på op mod 100-110 km/t, men den forreste bil kørte endnu hurtigere, og patruljen mistede den kortvarigt af syne.

Da politiet kom til krydset ved Kirkegade og Nørregade kunne patruljen dog konstatere, at den eftersatte bil var standset efter at være kørt sammen med et anden køretøj.

I denne anden bil sad der en familie med to vokse og fire børn i alderen seks til 15 år.

Hele familien blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen, men slap umiddelbart med mindre skader og et muligt brækket håndled.

De tre unge i flugtbilen forsøgte efter kollisionen af stikke af til fods, men blev indhentet af betjente, der kunne anholde dem alle tre.

Føreren af den eftersatte bil, en 24-årig mand, blev efterfølgende sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med færdselsuheldet, samt for narkokørsel, kørsel uden førerret, vigepligtsforseelse og for at være stukket af fra færdselsuheldet.

De to øvrige anholdte, en 21-årig mand og en 20-årig mand, blev også begge sigtet for at være stukket af fra færdselsuheldet uden at yde hjælp til de tilskadekomne.

Læs også: 51-årig mistede livet på festival: Nu er dødsårsagen fastslået