Politiet advarer mod børnelokker: Ville vise hundehvalpe til dreng på ni år

Skrevet af Ninna Andreasen

04/03/2017
Drengen var ude at lege, da han blev antastet af en mand. Manden ville ”vise drengen nogle hundehvalpe”. Derefter holdt han den niårige fast.

Dagens topnyheder

Fredag klokken 17 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om en mulig børnelokker, der var på spil omkring Jyllinge Skole.

Episoden fandt sted, mens en niårig dreng var i skole omkring klokken 10, skriver sn.dk.

Drengen var ude at lege omkring skolen, da han blev antastet af manden. Han ville vise den lille dreng nogle hundehvalpe. Den fremmede mand holdt drengen fast, men det lykkedes ham at slippe fri af mandens greb.

Den niårige flygtede ind på skolen, hvor han fortalte en lærer, hvad der var sket.

- Der skete heldigvis ikke noget med drengen, og vi har efterfølgende talt med faderen til barnet for at få klarlagt forløbet. Senere skal vi også have talt mere med drengen selv, så vi kan få et klart signalement af manden, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Jørgensen.

Ifølge vagtchefen er der kommet flere henvendelser om en mulig børnelokker. De sager bliver nu undersøgt. Det er endnu ikke muligt at sige, om der er sammenhæng mellem sagerne.