Politiet i målrettet indsats: Holder særligt øje med disse bilister

Skrevet af Henrik R

09/03/2020
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix
Hvis du synes, at der er meget politi på vejen i denne uge, så er der noget om snakken. Politiet er nemlig ude i en fælles indsats for at stoppe visse bilister.

Dagens topnyheder

Politiet er igen klar til at indtage de danske veje, og det gør de i en større politiindsats. Bag indsatsen står TISPOL, der er et samarbejde mellem færdselspolitiet i hele Europa, og de holder udkig efter så mange biler som muligt.

I hele uge 11 vil politiet holde særligt øje med dig, for de undersøger nemlig om du har sele på. Brugen af sikkerhedssele er det mest effektive værn til at beskytte liv i trafikken. Ifølge Rigspolitiet så vil sandsynligheden for at blive dræbt i et uheld stige med 50 %, hvis du ikke har sikkerhedssele på.

“Man skal være opmærksom på, at de store fremskridt, som bilproducenterne gør i forhold til bilernes meget høje sikkerhedsniveau, med eksempelvis airbags mv. ikke har den store effekt, hvis ikke man anvender sikkerhedssele. Derudover skal føreren være notere sig, at han eller hun er ansvarlig for, at børn ligeledes er fastspændt under kørslen, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, og fortsætter:

”Ved ikke at bruge sele under kørslen, er det ikke kun farligt for en selv. Det kan også være farligt for ens medpassagerer, da man helt automatisk vil blive kastet rundt i kabinen, når uheldet sker”.

Rigspolitiet skriver i deres pressemeddelelse, at der i Danmark 2019 blev sigtet 13.070 bilister for manglende anvendelse af sikkerhedssele.

Politiet vil være ude i hele landet, og de starter i dag den 9. marts og fortsætter til og med søndag den 15. marts.