Politiet med alvorlig advarsel: Mand i læderjakke forsøger at lokke skolebørn med slik

Skrevet af Ane Sørensen

20/11/2017
Foto: Ritzau/Ole Kofod (arkivfoto)
Foto: Ritzau/Ole Kofod (arkivfoto)
Nordsjællands Politi råder forældre til at tale med deres børn efter fire episoder, hvor en mand har forsøgt at lokke skoleelever med slik.

Mest læste i dag

Siden begyndelsen af november har Nordsjællands Politi modtaget fire henvendelser om en mand, der har opsøgt elever ved Lyngholmskolen og Stavnsholtskolen i Farum.

Her har manden tre gange på Lyngholmskolen og en gang på Stavnsholtskolen forsøgt at lokke børnene med hjem med løftet om, at han har masser af slik.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Det er noget, som vi tager meget alvorligt, og som vi er i gang med at undersøge nærmere, siger vicepolitiinspektør Carsten Spliid fra Nordsjællands Politi.

Af hensyn til efterforskingen ønsker Carsten Spliid ikke at komme nærmere ind på, hvad politiet er i gang med at undersøge. Han vil dog ikke udelukke, at der kan være tale om den samme mand.

Carsten Spliid opfordrer forældre til, at de jævnligt taler med deres børn om, at de skal takke nej til tilbud om slik, at komme hjem til nogen og se hundehvalpe, eller andre søde dyr og lignende, hvis de bliver kontaktet af folk, de ikke kender. 

Heller ikke selvom vedkommende siger, at det er aftalt med barnets mor eller far.

- Hvis man som barn bliver forsøgt lokket med en person, man ikke kender, skal man løbe væk og kontakte en voksen, som man kender og har tillid til, tilføjer Carsten Spliid.

Manden beskrives som:
- 35 år til ‘ældre’.
- Brunt hår.
- Klædt i en sort jakke (formentlig en læderjakke) med lynlås, en sort/grå rygsæk og i et enkelt tilfælde en rød hue.

Hvis du har informationer om de nævnte eller andre episoder, så vil Nordsjællands Politi gerne kontaktes på 114 eller mail nsj@politi.dk.

Betjente ledte efter misrøgtet hund - men det var noget helt andet, de fandt i bunden af klædeskabet