Politiet mistænkte 15-årig for røveri: Da det begyndte at bippe ved hans vindue, blev han straks anholdt

Skrevet af Nils Würtzenfeld

15/10/2018
Arkivfoto.
Arkivfoto.
Søndag blev en 15-årig dreng anholdt, efter at en 32-årig kvinde forinden var blevet overfaldet og røvet.

Mest læste i dag

Klokken 11.48 søndag formiddag blev en 32-årig kvinde udsat for en grim oplevelse, da hun på en sti ved Næringen nord for Aarhus pludselig blev udsat for røveri.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Kvinde har selv forklaret, at hun kom gående på ad stien, da en fremmed mand pludseligt greb fat om halsen på hende bagfra og råbte, at hun skulle give ham sin telefon.

Manden var bevæbnet med en skruetrækker, og kvinden smed med det samme sin iPhone hen til ham, hvorefter han stak af fra stedet. Kvinden fik hurtigt fat på en borger i nærheden, hvorefter politiet blev alarmeret.

Da patrulje kort efter nåede frem, fortalte kvinden, at hun havde funktionen ‘Find min iPhone’ på sin mobiltelefon, og på den måde lykkedes det betjentene at få signal fra telefonen, der ledte dem til en opgang med lejligheder tæt på, hvor kvinden blev overfaldet.

Ud fra kvindens præcise signalement af gerningsmanden fandt patruljen frem til en 15-årig beboer, som sad hjemme i sin lejlighed, da betjentene bankede på.

Den 15-årige nægtede i første omgang ethvert kendskab til røveriet, men betjentene var smarte og ringede med det samme op til den stjålne telefon. Det resulterede i, at man pludselig kunne høre den ringe.

Det viste sig hurtigt, at telefonen lå skjult nedenfor den 15-åriges vindue, og efter en ransagning af lejligheden fandt patruljen også en skruetrækker, som svarede til den, kvinden var blevet truet med.

Fundet af skruetrækkeren og den stjålne iPhone fik den 15-årige til at erkende røveriet, og mindre end en time efter overfaldet, blev han anholdt og sigtet for røveri, mens kvinden fik sin telefon tilbage.